Retspleje

Saddams halvbror taget til fange

En af de mest eftersøgte personer er taget til fange. Han anklages for at være hovedmand bag det blodige oprør

BAGDAD:Den styrtede irakiske leder Saddam Husseins halvbror, som er under anklage for at være hovedmanden bag oprøret i Irak, er blevet taget til fange. Sikkerhedsstyrker i Irak har fanget forbryderen Sabawi Ibrahim al-Hassan al-Tikrit, Saddam Husseins halvbror og en af det tidligere regimes ledere, som har dræbt og tortureret sønner af det irakiske folk, hed det i en erklæring fra Iraks midlertidige regering. Som Saddams nære rådgiver og efterretningschef var han nummer 36 på USA's liste over de 55 mest eftersøgte fra det tidligere styre. Iraks regering gav ikke umiddelbart oplysninger om, hvor, hvornår og under hvilke omstændigheder Hassan var blevet fanget. I januar i år sagde den nuværende irakiske efterretningschef, Mohammad Abdullah al-Shahwani, til det franske nyhedsbureau AFP, at Hassan og en anden tidligere rådgiver for Saddam dirigerede oprøret i selve Irak fra nabolandet Syrien, hvor de havde adgang til finansielle midler og på samme tid kunne disponere over et netværk af veteraner fra Iraks hær med tilknytning til Saddams Baath-parti. To andre af Saddams halvbrødre, Barzan og Watban, er tidligere blevet taget til fange og opholder sig nu i et militærfængsel i nærheden af hovedstaden Bagdad, hvor de afventer deres retssag. Den mest højtstående person fra det tidligere irakiske styre, der fortsat er på fri fod, er Saddams tidligere næstkommanderende, Ezzat Ibrahim al-Duri, på hvem der er sat en dusør på 10 millioner dollar (55 millioner kroner). Saddam selv blev fanget i december 2003 af amerikanske soldater tæt på sin hjemby Tikrit, som fortsat domineres af oprørerne. Søndag fortsatte uroen i Irak, og en bombe dræbte ifølge irakiske embedsmænd mindst fem personer og sårede yderligere tre i byen Hamma al-Alil, som ligger omkring 20 kilometer syd for den urolige by Mosul, hvor soldater fra USA og oprørere har haft væbnede sammenstød siden november sidste år. Og i Suweira syd for Bagdad blev ligene af fem mænd i irakiske militæruniformer fundet sent lørdag med halsen skåret over, fortæller en læge. På samme tid fortsætter forhandlingerne om sammensætningen af Iraks nye regering efter valget den 30. januar, som gav flertal til en shiamuslimsk alliance blandt parlamentets 275 medlemmer. To personer er fortsat i front i kampen om at blive premierminister, nemlig Ibrahim al-Jaafari fra den shiamuslimske alliance og den nuværende midlertidige irakiske premierminister, Iyad Allawi. /ritzau/AFP