Sæby Bio tæt på 100 medlemmer

Ny bestyrelse i filmklub har store planer for fremtiden

SÆBY:Filmklubben Sæby Bio har netop haft generalforsamling, og resultatet blev valg af en ny bestyrelse med store planer. Den nye formand hedder Gitte Kærsgaard. Hun erstatter Henriette Corvinius Andersen, som er flyttet til Læsø. - Sammensætningen af bestyrelsen har aldersmæssigt en fin spredning. Det sikrer blandt andet, at vi i fremtiden vil lave arrangementer for alle aldre, siger Gitte Kærsgaard. Der er blandt andet planer om at invitere de ældste elever på kommunens skoler samt kommunens ungdomskonsulent ind og se "Nordkraft", der handler om Aalborgs pushermiljø. Efter filmen skal der være debat om stoffer og misbrug. Der er også planer om at stable en open air-filmdag på benene, ligesom der vil være arrangementer, som er specielt målrettet til børn og ældre. Planerne er store, men bestyrelsen har noget at have optimismen i. Sæby Bio er nu oppe på næsten 100 medlemmer, og ifølge Gitte Kærsgaard kommer der nye til næsten hver dag. Klubbens overordnede formål er at få egne lokaler og åbne en rigtig biograf, men der har endnu ikke været held med anstrengelserne. I øjeblikket er der tale om en filmklub, og oprindeligt var det meningen, at klubben skulle have base i Sæbys nye kulturhus. Men kulturhuset har endnu ikke haft råd til at anskaffe et lærred. - Heldigvis har Sæby Søbad tilbudt at lægge lokaler til filmaftenerne. Vi får i det hele taget en god opbakning fra butikker og erhvervsliv, fortæller Gitte Kærsgaard. I vinterens løb blev der vist fem film. Før filmen bliver der holdt et lille oplæg eller foredrag, og efter fremvisningen er man velkommen til at deltage i en debat, mens der spises kage og drikkes kaffe. Det koster 100 kroner om året at blive medlem af Sæby Bio. Desuden skal der betales 20 kroner for at se en film. Udover Gitte Kærsgaard består bestyrelsen af: Inger Grund Petersen, Alice Thaarup, Kirsten Møller, Irina Larsen, Brian Andersson og Aage Havkrog.