Sæby bygger kuvøse til otte mio.

Første spadestik til byggeri, der skal gøre det lettere at starte egen virksomhed, blev taget tirsdag

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Byggeriet kommer til at koste otte mio. kr. og er delvist finansieret af EU.foto: bent jakobsen

SÆBY:Hvordan er det nu lige med momsen? Og hvad gør man for at få afsat sine varer? Eller når leverandøren ikke makker ret? Der er mange bolde i luften, når man som iværksætter starter egen virksomhed. Og det kan sikkert afskrække nogle fra at kaste sig ud i det. Men inden længe er der hjælp at hente i Sæby. Tirsdag blev første spadestik til Sæby Iværksætterpark taget. En cirka 1.100 kvadratmeter stor ”kuvøse”, hvor syv iværksættere kan få hjælp til at komme i gang. Erhvervsvchef Marianne Gade kommer til at bo ”next door”, og man vil kunne trække på en erfaren erhvervsleder, der tilknyttes huset som mentor. Også regnskaberne vil man kunne få en hjælpende hånd med. - Vi har manglet denne iværksætterpark de seneste 20 år. Nu kommer den endelig, og det er utrolig glædeligt, sagde Metal-formand Brian Pedersen, der tog første spadestik til byggeriet. Brian Pedersen sidder i bestyrelsen for fonden Sæby Erhvervsudvikling, der er bygherre på projektet. Iværksætterparken er tiltænkt små producerende virksomheder, hvilket falder fint i tråd med den erhvervsstruktur, der er kendetegnende for Sæby. - Vi har tradition for de sorte fag. Og for mange små virksomheder. Det har reddet os i dårlige tider, hvor andre - for eksempel Frederikshavn - er blevet hårdt ramt, når store virksomheder lukker. I Sæby skal vi holde fast ved underskoven af små virksomheder, og her kommer iværksætterparken til at passe perfekt, sagde Brian Pedersen. Byggeriet kommer til at koste cirka otte mio. kroner. EU har bidraget med 2,5 mio. kroner, mens kommunen har støttet med 300.000 kroner. Resten af regningen finansieres via lån.