Sæby HK fornyede pladsen i 2. division

I en tæt og nervøs kamp vandt sæbynitterne 25-24 over Mejrup-Hvam i den anden kvalifikationskamp

Jens Ole Pedersen
Mette Kjærsgaard scorede seks gange for Sæby HK.Arkivfoto: Bent Bach
Sæby 19. maj 2014 11:25

SÆBY: Sæby HK spiller også i næste sæson i kvindernes 2. division i håndbold.

Billetten til endnu en sæson i rækken kom i hus efter to tætte kvalifikationskampe mod Mejrup-Hvam, der begge gange endte med 25-24 til sæbynitterne.

I weekendens hjemmekamp var Sæby HK bagud med 11-1 ved pausen, selv om holdet i en meget nervøs kamp kom i front med 2-0.

De rutinerede piger fra Mejrup-Hvam bed godt fra sig, og især deres målmand, Stine Nim, voldte sæbynitterne problemer.

2. halvleg blev ikke alene et dramatisk og intenst opgør, hvor spillere på begge hold kastede sig efter boldene, men også en taktisk affære, hvor der hele tiden skulle omstilles i forhold til mandsopdækninger og tilbage til 6-0 forsvar.

Med et minut igen var Sæby HK bagud med 23-24, men Bettina Nielsen sørgede med to pletskud for en sejr til hjemmeholdet, der naturligvis udløste jubelscener.

- Efter den nervepirrende dyst kastede vi os i armene på hinanden og hoppede rundt og dansede. En forløsningens stund, fortæller Sæby HK’s træner Palle Nielsen.

Målscorere for Sæby HK blev: Bettina Nielsen 6, Mette Kjærsgaard 6 (3) og Sara Andersen 5.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...