Sæby Kommune undersøger de mange intelligenser

Institutionerne skal finde de stærke sider hos børnene - politikerne er klar til studietur

Sæby 18. september 2002 08:00

SÆBY: I begyndelsen af næste år skal politikerne i børne- og kulturudvalget på en studietur til Billund Kommune, der i længere tid har arbejdet med mange forskellige former for intelligenser. Ifølge formanden for børne- og kulturudvalget, Knud Hjørnholm (S), er det basale i projektet, at alle børn er gode til et eller andet, og at personalet i daginstitutioner og skoler skal kunne se styrkerne hos det enkelte barn. Baggrunden for projektet er den amerikanske psykolog Howard Gardners teorier om, at mennesket er udstyret med en række intelligenser, for eksempel den musikalske, den logisk matematiske og den sproglige. Et barn er måske ikke bogligt begavet, men kan så noget andet, og det er dette "noget andet", som personalet skal finde frem til. Man skal altså ikke med vold og magt presse et barn til noget, han/hun ikke kan, men børnene skal alligevel kende både stærke og svage sider af sig selv. - Sæby Kommune har egentlig arbejdet med en lignende model i lang tid, så det vil ikke være et kæmpe spring for os at bruge Howard Gardners teorier, siger Knud Hjørnholm. I Billund Kommune vil forskellige faggrupper præsentere deres måde at arbejde på, og politikerne fra Sæby får lejlighed til at besøge de enkelte institutioner. Forvaltningen i Sæby Kommune vil på et møde 23. oktober præsentere programmet og planen for, hvordan der kan arbejdes med de mangeartede intelligenser i kommunen. Efter studieturen i januar måned skal institutionerne arbejde videre mod et fælles oplæg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...