Ældreforhold

Sæby ramme om træf for ældreråd

SÆBY:Repræsentanter for ældrerådene i Vendsyssel har holdt træf i Sæby Fritidscenter. Efter velkomst af formanden for Sæby Kommunes Ældreråd, Inger Persson, og borgmester Folmer Hansen fortalte Inger Persson om dagligdagen på KamillianerGaardens Hospice, der ligger i Aalborg. Her er der plads til 12 patienter, og stuerne er indrettet så hjemligt som muligt. Opholdet på et hospice er gratis og betales af amt og kommune, og målsætningen på et hospice er at yde pleje, smertelindring og sjælesorg for mennesker med en uhelbredelig sygdom. Ud over beretningen om KamillianerGaarden blev der fortalt nærmere om IT-projektet, hvor ældrerådene kan erhverve sig en computer til 1400 kroner. Ældrerådene kan købe en enkelt hver, og meningen er at skabe bedre arbejdsforhold for rådene. Computerne er et led i amtets IT-projekt, og for at binde ældrerådene i Nordjylland sammen, bliver der oprettet en hjemmeside, som har adressen www.seniornord.dk Ved næste møde er det Hirtshals Ældreråd, der påtager sig værtsskabet. Det sker i foråret 2003.