Lokalpolitik

Sæby skal markedsføres

Politikere vil oprette konto med penge til at markedsføre Sæby

SÆBY:Sæby har mange herligheder. Et godt sted at bosætte sig eller starte en virksomhed. Problemet er bare, at mange mennesker ikke ved det. Men det vil de lokale politikere nu gøre noget ved. Således vil der i forbindelse med budgetlægningen for 2004 blive oprettet en markedsføringskonto. Det siger viceborgmester Erling Thomsen (S). - Jeg synes ikke, at kommunen har været oppe på tæerne og været dygtig nok til at udbrede kendskabet til Sæby, siger han. Manglede idéer Idéen til at markedsføre Sæby er ikke ny. Den blev især sat på dagsordenen i forbindelse med åbningen af motorvejen omkring Sæby. Politikerne mente, at man kunne trække folk fra Aalborgs nordlige opland til kommunen. Intensionerne var gode, men reelt skete der ikke ret meget. - Vi var med på en messe i Aalborg. Det var det hele. Jeg tror simpelthen, at vi manglede både idéer og penge. Alligevel mener jeg, at vi har set en effekt af motorvejen. Præstbro er blomstret op, og tomme huse er ikke længere et problem i byen. Derimod har motorvejen ikke haft en tydelig effekt for Sæby by, siger Erling Thomsen. Han understreger, at en markedsføringskonto vil sætte kommunen i strand til at handle hurtigt, når den rette idé opstår. P.t. må kommunen vende tomlen nedad for selv supergode forslag. Der er ganske enkelt ikke penge. - Systemets stivhed blev meget tydelig, da kommunens sponsorat i Fox Team Nord skulle gives som tillægsbevilling. Det var en hård, hård nød at knække, siger Erling Thomsen. Boliger Endnu er der ikke konkrete idéer til, hvordan Sæby skal markedsføres. Foreløbig koncentrerer politikerne sig om at sikre, at pengene står klar, når den rigtige kommer. Samtidig understreger Erling Thomsen vigtigheden af, at politikerne sikrer, at Sæby virkelig har et produkt at markedsføre. Det er ikke nok med skov, strand og en smuk midtby. - Det er helt afgørende med en aktiv boligpolitik. Her har vi en opgave, som vi nødvendigvis må løse. Vi skal have flere byggegrunde. Også meget attraktive byggegrunde, der appellerer til folk med mange penge. Desuden skal boligforeningens venteliste nedbringes meget. - Nogle vil bo så billigst som muligt for at få råd til rejser og dyre interesser. Andre bruger en meget stor del af deres indkomst på boligen. I Sæby skal vi have rammerne til det hele, siger Erling Thomsen. Han mener også, at kommunen kan gøre mere for at få solgt de byggegrunde, der allerede er udstykket. - Strengt tager gør kommunen ikke andet, end at lægge grundene ud på internettet. Jeg synes, at vi skal samarbejde med ejendomsmæglerne. De er professionelle og ved, hvordan man får afsat grundene. Igen gælder det om at være udadvendt, siger viceborgmesteren.