Lokalpolitik

Sæby Strand: Smukt eller grimt?

Planer om 116 helårsboliger på campingplads skaber debat

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Visualisering af bebyggelsen set mod syd.

SÆBY:I Skagen vil de ikke have nye, arkitektegnede boliger klos op af de gulkalkede Skagenhuse. Nu vækker et andet nyt byggeprojekt debat: Planerne om at opføre 116 helårsboliger på Sæby Strand Camping. Byrådet vedtog onsdag at sende lokalplanen i offentlig debat i otte uger fra 12. december til 30. januar, men det var et splittet byråd, der sendte planen videre. Formanden for plan- og miljøudvalget, John Christensen (V), fandt projektet fint i tråd med tankerne om Sæby som et godt bosætningssted: - Der kan blive tale om rigtig attraktive helårsboliger, som kan være med til at tiltrække arbejdskraft. Samtidig skal vi sikre udbuddet af campingpladser på anden vis, for eksempel med udvidelse af Svalereden og Hedebo Camping samt ved at finde tidligere planer om et feriecenter med campingplads ved Lyngså frem af mølposen. Privat ejendomsret Ole Rørbæk (T) og Peter Nielsen (K) understregede at den private ejendomsret må respekteres og Ole Rørbæk sagde, at det kan blive et fantastisk alternativ til boligerne på havneområdet i Sæby. Kritikken kom fra SF og en fem mand stor fraktion i Socialdemokratiet, der forbeholdt sig ret til at stemme imod partidisciplinen. Sognerødder... Det fik John Christensen til at bruge udtrykket ¿sognerådspolitikere¿ - og dét ord kan få enhver politiker op af stolen. - Det er alt for voldsomt og omfattende byggeri i et kystnært naturområde og man skal altså stå tidligt op for at kunne se æstetikken i de cigarkasser, sagde Paul Rode Andersen, der advarede mod at save den gren over, vi selv sidder på: - John har det med at give efter for alle de smarte tegninger, han præsenteres for og glemmer helt, at han også er formand for miljøet og naturen. Vi plastrer jo snart hver eneste plet til med store grimme bygninger. Knud Hjørnholm, Bjarne Kvist, Jørn Larsen, Steen Jensen og Birgit Hansen, alle S, forbeholdt sig ret til at stemme imod projektet: - Der er ikke et kønt syn på den dejlige strækning helt nede ved stranden mellem Sæby og Frederikshavn, sagde Knud Hjørnholm. Storbymentalitet Søren Visti Jensen (SF) vendte sig mod storbymentaliteten med jo grimmere jo bedre: - De betonlejligheder ligner noget, der kunne ligge ved den spanske feriekyst. Her ser det tosset ud. Smag og behag er som bekendt forskellig og Lars Møller (V) synes faktisk, det ser pænt ud: - Jeg tror, det ville se kedeligt ud, hvis det var os 31 byrådsmedlemmer, der skulle tegne det. Vi skal være glade for, at der er nogle, der gider arbejde med udvikling og nye tiltag. Allerede i foroffentlighedsfasen kom der en del indsigelser og frem til 30. januar er det så borgerne, der kan være smagsdommere.