EMNER

Sæby Svømmebads økonomi under lup

Måske overtager kommunen driften, siger formand

Som tidligere nævnt i Nordjyske Stiftstidende mangler Sæby Svømmebad penge, og sagen har figureret på dagsordenen hos kultur- og fritidsudvalget flere gange. Problemet er, at svømmebadets bestyrelse var lidt for optimistisk, da man tilbage i 2006 forsøgte at få et overblik over økonomien. Det har for eksempel vist sig, at arbejdsbyrden er større end forventet, og derfor er der brug for at ansætte en administrativ leder. Desuden har svømmebadet også budt på mere vedligeholdelse end først antaget, ligesom energiforbruget også har været højere end ventet. Den selvejende institution - der modtager over 2,5 millioner kroner om året fra Frederikshavn Kommune - beder derfor om yderligere 780.000 kroner. - Men de penge har vi ikke, og derfor er vi nødt til at finde andre løsninger, siger formanden for kultur- og fritidsudvalget Bjarne Kvist (S). Med henblik på en konstruktiv dialog skal Sæby Svømmebads bestyrelse og politikerne i udvalget mødes, og Bjarne Kvist vil møde op med helt åbent sind. - Måske er det bedst, at kommunen overtager svømmebadet. Eller måske kan der blive tale om et samarbejde - for eksempel med Sæby Fritidscenter eller Kulturhuset, lyder det fra udvalgsformanden.