Hals

Sæby tæt på sensationen

SÆBY:Basketball 1. division damer Sæby – Skovbakken 61 – 65. Periodecifre: 18-21, 19-9, 14-19, 10-16. Sæbys basketdamer var tæt på sensation i opgøret mod topholdet Skovbakken Det var lige ved og næsten, at topholdet Skovbakken skulle tabe for første gang denne sæson, men igen var heldet ikke med Nordjyderne i de sidste minutter af kampen desværre. Første periode: Her skiftedes de to hold til at tage føringer, og perioden varsler en lige kamp med godt spil fra begge sider. Dog kom Sæbys ”pointguard” Signe Brandt hurtigt i fejl problemer og må spares på bænken en del af perioden. Skovbakken vandt denne 18-21. I anden periode startede gæsterne bedst og bragte sig yderligere foran med 21-27 efter fem minutters spil. Herefter satte hjemmeholdet tempo på kampen, og med et ”run” på 13-0 på bare fire minutter kom Sæby igen foran. Den unge Cathrine Frahm kom i denne fase til mange gode afslutninger og spillede nok sin bedste kamp indtil videre denne sæson. Nu var det pludselig Sæby, der styrede kampen ved stillingen 34-27, og Skovbakken virkede rystet. Noget de ikke havde prøvet mange gange denne sæson. Sæby kunne gå til pausen med en føring på 37-30. I tredje periode gik Skovbakken over til et zoneforsvar, men i første angreb satte Chanett Frahm en tre point scoring, og her syntes hjemmeholdet stadig at ”styre”. Men efter cirka to minutters spil må en af Sæbys rutinerede spillere Christina Legaard forlade banen med fem fejl. Skovbakken får derefter hentet ind, så der ved periodeslutning kun var føring til Sæby med 51-49. Fjerde periode: Begge hold skiftedes til at score, men midt i perioden har gæsterne fået et mindre forspring på 55-61. Hjemmeholdet kæmpede sig tilbage til stillingen 61-61, og med kun to minutter tilbage må Signe Brandt udgå med fem fejl. Flere af de knap så rutinerede spillere må så i slutfasen prøve at hente sejren hjem dog uden held, og Skovbakken vandt knebent kampen 61-65. - Det er rigtigt ærgerligt, at vi ikke kunne vinde denne tætte kamp, men jeg glæder mig over holdets indsats. Specielt de unge spillere viser efterhånden, at de godt kan være med, og vi dermed har fået en bredere bænk, siger træner Henrik Hansen. Årets sidste kamp bliver ude næste weekend, når holdet drager helt til Esbjerg, som stadig ikke har vundet en kamp denne sæson. Det håber Sæby stadig vil holde også efter søndagens kamp. Scoringer for Sæby: Henriette Sørensen 23 point, Signe Brandt 16, Cathrine Frahm 8, Nanna Jensen 6, Chanett Frahm 6, Isabella Larsen 2 og Christina Legaard 2 point. Kampe Søndag: Dame junior deltog i et kampstævne i Lundergaard. Sæby Aalborg BK 16-27 Topscorer: Marie Smedegaard 6 point Sæby Frederikshavn 16-8 Topscorer: Line Ypkendanz 6 point Sæby Lundergaard 29-27 Topscorer: Marie Smedegaard 6 point Sæby Hals 10-28 Topscorer: Nina Munch 6 point