Sæby tilbage på vinderkurs

Lindholm 30. september 2002 08:00

SERIE 2 KREDS 7 FREDERIKSHAVN: Med en sikker 6-0 sejr hjemme over Tornby's bundhold, spillede Sæby sig for alvor ind i oprykningskampen igen, da Asaa samtidig tabte 3-1 i Jetsmark. Dermed fører Lindholm rækken med 43 point efterfulgt af Asaa med 41 point. Lige under oprykningsstregen følger så Sæby tre point efter. Næste weekend tørner Asaa og Lindholm sammen på Asaa Stadion, mens Sæby skal en tur til Aalborg Freja. I Lindholm viste bundholdet fra FfI gode takter i første halvleg mod topholdet. Men endnu engang kunne den gode vilje ikke hive en sejr hjem og gæsterne måtte køre hjem med et nederlag på 5-1. Trods en pauseføring på 2-1 til Bangsbo Freja lykkedes det ikke at hive point med hjem fra Birkelse og holdet fra Frederikshavn måtte se sig besejret 6-2. Sæby-Tornby 6-0 (2-0) Mål: 1-0 Lars Madsen, 2-0 Christian Fabricius, 3-0 og 4-0 Kasper Møller Kristensen, 5-0 Lars Madsen, 6-0 Thomas Andreasen SÆBY: Efter tre nederlag på stribe fik Sæby den ventede pligsejr i hus, da Tornby's bundhold lørdag eftermiddag gæstede Sæby Stadion. Allerede fra første minut var hjemmeholdet totalt spilstyrende, og det lykkedes at komme frem til flere åbne chancer. Efter 22 minutter kom der så hul på bylden ved Lars Madsen, og bare tre minutter efter øgede Christian Fabricius. De to hurtige scoringer pillede den sidste tro på point ud af Tornby-spillerne. I anden halvleg stjal Kasper Møller Kristensen billedet, da han to gange inden for otte minutter scorede direkte på frispark fem meter uden for straffesparksfeltet. Første gang sparkede han i det lange hjørne og anden gang i det korte hjørne uden chance for Tornby-målmanden. Minuttet efter scoringen til 4-0 fandt Kasper Møller Kristensen med en stikning Lars Madsen, som sikkert scorede til 5-0. I kampens sidste minutter lukkede og slukkede Thomas Andreasen med scoringen til 6-0. Lindholm-FfI 5-1 (2-0) Mål: 4-1 Ronnie Jensen LINDHOLM: FfI spillede en god første halvleg men et par fejl i forsvaret var medvirken til at Lindholm kom godt ind i kampen. - Generelt var det en god kamp med masser af god fodbold og lidt dramatik, sagde FfI's Patrick Jensen efter kampen. - I første halvleg fik FfI's Allan Kristoffersen et gult kort og i anden halvleg fik Lindholm's Jes Reinholdt presenteret det røde efter at have set gult to gange. Ifølge Lindholms træner var spillet det bedste som topholdet har spillet i denne sæson, men to mål i første halvleg af Martin Mygdam samt to mål i anden halvleg af John Wagner var med til at lukke kampen til fordel for Lindholm. Sidste mål blev scoret fire minutter før slutfløjtet af Michael Olesen. Birkelse-Bangsbo 6-2 (1-2) Mål:0-1 Jano, 0-2 Claus Ottesen BIRKELSE: - Et par sygdomsafbud i sidste øjeblik gjorde at vi måtte tage tre førsteårsynglinge med til kampen, sagde Bangsbo's træner Michael Thomsen efter kampen. - Desuden blev vi ramt af en skade i løbet af kampen og for at fuldende registret måtte vi stille op med en markspiller på mål. - Jeg syntes at de unge gjorde en god figur og det var først til sidst at de gik ned på grund af træthed. Desværre fik Birkelse udlignet kort før pausen, men i anden halvleg havde vi store chancer ved Claus Ottesen og Morten Verner Andersen uden at vi kunne score. Birkelse fik to hurtige mål i anden halvleg og derefter var der ikke mere tilbage i os, slutter Michael Thomsen. Bangsbo's kommende træner, Jan Wrensted, har indrettet sig på at han overtager et hold i serie tre til næste sæson. - Sidste sæson var det også kun på grund af en protest mod Nørresundby at holdet klarede frisag med hensyn til nedrykning, så det kommer ikke som det helt store chok at holdet nu skal ned. Man kan godt undre sig over den moral der bliver vist fra spillerside vedrørende kampene. Afbud i sidste øjeblik til kampene er desværre hverdagskost, så en af de ting som jeg gerne vil præge spillerne med, er en højnelse af moralen. Men ellers har jeg ikke tabt modet, og jeg glæder mig til at komme i gang, slutter Jan Wrensted. bob/-ha

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...