EMNER

Sæby vil have mere tv-frihed

Medlemmer i antenneforening får mulighed for 42 kanaler

SÆBY:Antenneforeningen i Sæby er nu klar til at tilbyde medlemmerne mere frihed, når det handler om at vælge, hvilke tv-kanaler man vil have ind i sin stue. I øjeblikket kan man vælge mellem et lille udbud på 10 kanaler eller den store version på 33 kanaler. Formanden for Sæby Antenneforening, Jørgen Steen Jensen, oplyser imidlertid, at mange medlemmer har udtrykt ønske om at kunne se Tv2 Zulu, DK4 samt Viasat Sport, mens andre medlemmer vil have et mindre udbud af kanaler. På antenneforeningens generalforsamling 3. marts, skal der tages stilling til en helt ny pakkestruktur, hvor man reelt kan koble sig på tre forskellige udbud af kanaler - lige fra en Grundpakke på 10 kanaler til den helt store Fuldpakke på 42 kanaler. Mens Grundpakken stort set kun indeholder nordiske kanaler og er identisk med den Pakke 1, som man kan koble sig på idag, så vil den kommende Fuldpakke på 42 kanaler blandt andet indeholde Tv2 Zulu, DK4 og Viasat Sport 1, 2, 3, CNBC/NAT.GEO og MTV Nordic. Hvis ellers der er flertal for en ny tredelt pakkestruktur, vil det ligge fast med Grundpakken til 720 kroner og Fuldpakken på 2100 kroner. Men på generalforsamlingen skal der også tages stilling til det sidste tilbud - enten en lille mellempakke til 1236 kroner og en stor mellempakke til 1596 kroner. Den store mellempakke har otte flere kanaler end den lille. Reducere/udvide Gennem de seneste år har det som nævnt vist sig, at nogle medlemmer enten ønsker at reducere antallet af programmer - og derved slippe billigere - mens andre har ønsket at udvide programfladen. I øjeblikket betaler foreningens medlemmer er årligt kontingent på 1560 kroner (pakke 2), og nu er der altså lejlighed til at møde op på generalforsamlingen og give sin mening til kende - alt efter pengepung og temperament. Iøvrigt kan man se meget mere om de seneste nyheder hos Sæby Antenneforening på www.saebyantenneforening.dk. Generalforsamlingen holdes i Storrummet på Sæbygårdskolen.