Sæbykunstner arrangerer international udstilling på Voergård Slot

20 kunstnere fra hele verden forvandler Riddersalen til et galleri

SÆBY:Sæbykunstneren Claus Brusen er klar til at prøve nye veje og arrangerer for første gang en kunstudstilling. Næste år i maj måned er han vært ved en stor international udstilling på Voergård Slot med deltagelse af 20 kunstnere - heraf fem fra Danmark. - Jeg har længe haft lyst til at arrangere en udstilling herhjemme. Jeg har gode kontakter til en række kunstnere, men jeg manglede bare de rette rammer. Oprindelig havde Claus Brusen tænkt sig, at Sæbygård Slot skulle være stedet til en udstilling, men formanden for bestyrelsen på Voergård Slot, Hans Jørgen Kaptain, kom de planer i forkøbet og rettede selv henvendelse til Brusen med henblik på en udstilling i Riddersalen. Temaet for udstillingen bliver H.C. Andersen. - Jeg har bedt kunstnerne om at udvælge ét billede, hvor H.C. Andersen skal være tema. men ellers er der frit valg, hvilke billeder de vælger at medbringe, fortæller Claus Brusen, der naturligvis selv deltager i udstillingen. Alle kunstnere maler en stilart, der hylder fantasien med sære væsener og fantastiske verdener, hvor alt kan ske. Der bliver fernisering på Voergård Slot sidst i april måned næste år, mens der er åbent for publikum fra 1. maj og tre uger frem.