Skolevæsen

Sæbynit klar til nye meritter

30-årige Mette Back ansat før eksamenspapiret var skrevet

VENDSYSSEL:Da Mette Back Christensen fra Sæby 27. maj i år fik at vide, at hun med 99 pct. sikkerhed havde fået lærerjob ved Frederikshavn skolevæsen, blev hun glad. Drønede hjem fra Fladstrand Skole til Sæby og greb telefonen for at ringe til mand, familie og venner med den glade nyhed: Flere års arbejdsløshed var forbi. Et års slid havde kunnet betale sig. Mette Back Christensen har det seneste år hver dag taget turen fra Sæby til Hjørring, hvor hun har gennemført den særlige læreruddannelse, som går under navnet meritlæreruddannelsen. I sidste uge fik hun bevis på uddannelsen. - Det var så dejligt den dag, jeg havde været til samtale på Fladstrand Skole og fået at vide, at jeg næsten sikkert havde fået stillingen. Det var bare nogle papirting, der skulle ordnes. Dén dag kunne jeg virkelig mærke, jeg havde fået noget ud af uddannelsen. Jeg glæder mig sådan. Mette Back Christensen stod efter studentereksamen med valget: Tage en bachelorgrad i erhvervssprog eller gå på seminariet. Hun valgte det første og blev færdig med tysk og engelsk i 1996: - Jeg opdagede snart, at sådan nogle korrespondenter ikke bruges så meget i den her del af landet. Så fik jeg job på en efterskole, hvor jeg i et år underviste i tysk. Jeg har også været vikar på Klokkerholm Skole i flere omgange, men opdagede, at jeg jo aldrig kunne blive fastansat, når jeg ikke havde beviser på en pædagogisk uddannelse. Så da den nye meritlæreruddannelse sidste år dukkede op, var den som lavet til mig. Jeg kunne få godskrevet mine fag engelsk og tysk som liniefag og skulle kun tage den såkaldte pædagogiske pakke med fagene pædagogik, psykologi, almen didaktik og skolen i samfundet. Godt modtaget Da meritlæreruddannelsen blev gennemført, var der en vis spænding om, hvordan de nye lærere ville blive modtaget ude i Folkeskolen. Endnu er der ingen, der har overblik over, hvor mange af de nye meritlærere, der har fået job, men Seminariernes Rektorforsamling prøver i de kommende uger at samle et billede af det. - Jeg er i hvert fald blevet meget, meget godt modtaget på Fladstrand Skole. Både kolleger, ledelse og bibliotekarer har været meget søde til at hjælpe mig. Heller ikke her på seminariet har jeg hørt for, at vi var anderledes, fastslår Mette Back Christensen. Hun har foreløbigt fået et barselsvikariat, hvor hun skal undevise i sine liniefag engelsk og tysk samt dansk og kristendomskundskab. - De sidste har jeg jo aldrig undervist i, så jeg skal bruge meget energi på at forberede mig. Jeg har fået bøger hjem, så jeg er gået i gang. Hvis jeg ventede til august, ville jeg vist få for travlt, smiler hun. Hun har søgt stilling i Sæby, Frederikshavn, Dronninglund og Sindal Kommuner. Kun en anden på holdet, hvor syv allerede er færdige, har fået job. - Jeg tror nok, mine fag er gode, siger hun. Den nye meritlæreruddannelse er en del af åben uddannelse, hvor man skal betale gebyrer for at deltage. - Jeg har taget mit år her, mens jeg var i aktivperioden, så Arbejdsformidlingen har hjulpet mig. De har betalt gebyrerne, mens jeg har fået almindelig understøttelse. Det tror jeg faktisk har været gældende for 75 pct. af os. Ellers kan det ikke lade sig gøre, når man har familie, siger Mette Back Christensen.