Musik

Sæbynit skal dirigere internationalt orkester

SÆBY:Sæbygardens dirigent, Frank Sørensen, er udpeget som dirigent for et stort internationalt ungdomsorkester, der skal give koncert i den tyske by Bad Bramstedt i forbindelse med en stor international musikfestival. Orkestret bliver på hele 100 musikere. Det tæller unge fra en række europæiske lande, hvoraf hele 25 - altså en fjerdedel - kommer fra Sæbygarden. Det er en af grundene til, at Frank Sørensen er udpeget til dirigent for det store orkester. - Vi er stolte over, at Frank Sørensen er blevet udpeget til opgaven, fastslår formanden for Musikkorps Sæby, Henning Melgaard. Det bliver en spændende opgave for ham. De 25 medlemer af Sæbygarden tager søndag den 22. juni sammen med Frank Sørensen med tog til Bad Bramstedt for at øve sammen med de øvrige orkestermedlemmer i nogle dage inden starten på den store musikfestival, der løber af stablen i dagene 27.-30. juni. Den får deltagelse af hele Sæbygarden og ligeledes af Musikkorps Sæby. De sidste 35 medlemmer af Sæbygarden kører i bus til Bad Bramstedt dagen før festivalens start. 60 af Sæbygardens 75 medlemmer skal dermed deltage i festivalen, bl.a. ti piger på et nyt swing-hold, garden netop har oprettet. De to Sæby-orkestre har i en årrække haft forbindelse med festivalens arrangør, Muzikzug Bad Bramstedt. Sæbygarden har således deltaget i samtlige musikfestivaler i den tyske by. Festivalen i år er den 14. i rækken. Den afvikles hvert tredje år. Det tyske orkester har i øvrigt adskillige gange gæstet Sæby. Det er således et fast indslag i den internationale musikfestival, Musikkorps Sæby afvikler hvert tredje år.