Sæbys nye plejehjem skal hedde Rosengården

Sæby 21. september 2002 08:00

SÆBY: Sæbys nye plejehjem på Jakob Friis Vej kommer til at hedde Rosengården Sæby Plejecenter. Beboere og personale på plejehjemmet, Ældrerådet og personalet i Boligforeningen af 1942 blev i august inviteret til at deltage i en navnekonkurrence, og dommerkomitéen syntes altså bedt om navnet Rosengården. Det blev foreslået af Peter Ekstrøm Christensen, der er maler i boligforeningens malerafdeling. Dommerkomiteen bestod af socialudvalgsformand Hanne K. Christensen (V), byrådsmedlem Henning Bak (T), boligforeningsformand Jens Erik Kristensen og boligforeningens næstformand Kalle Olsen. Dommerne oplyser, at det var en svær opgave at vælge mellem de mange gode forslag, som de 10 forslagsstillere har indsendt. Dommerkomiteen håber, at valget er rigtigt, og at det vil falde i personalets, beboernes og de pårørendes smag. - Vinderen får en præmie, men vi har også valgt at give trøstpræmier til to forslagsstillere, Svend Aage Christensen og Elmer Svendsen fra Ældrerådet. Deres forslag var tæt på at vinde, og desuden vil vi takke de øvrige forslagsstillere for de mange gode input, siger de fire dommere. I løbet af efteråret flytter 40 beboere ind i de nye ældreboliger i Rosengården, og herefter går håndværkerne i gang med at renovere den gamle del af plejehjemmet. I takt med indflytningen overtager personalet de 426 kvadratmeter med nyindrettede kontorer og vagtlokaler, der er Sæby Kommunes serviceareal i bygningerne. De resterende cirka 5000 kvadratmeter med i alt 74 ældreboliger bliver boligforeningens afdeling 30.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...