Sædager Mejeri 125 år
Reception og fest på Pigernes Kro fredag.
ONSILD: Produktionen af hvid ost har siden 1949 været omdrejningspunktet for Sædager Andelsmejeri. Nu kan mejeriet fejre 125 år fødselsdag og hvid ost sælger som aldrig før.
Selvom mindre end fem procent af produktionen går til danske kunder, inviterer mejeriet til reception fredag og efterfølgende jubilæumsfest på Pigernes Kro i mejeriets hjemby, Onsild.
Det går godt
- Ikke at vi forventer at se alle kunderne fra Mellemøsten og de forskellige etniske markeder rundt om i Europa, som mejeribestyrer Bjarne Kristiansen udtrykker det.
Vi vil gerne fejre, at det faktisk går godt, og at vi oven i købet står på et solidt fundament med en historie, der går 125 år tilbage, fortsætter mejeribestyren på Sædager siden 2004.
- Vi håber da også at se vore danske samarbejdspartnere og leverandører, som er vigtige for at forretningen i hverdagen.
Muhammedkrisen
Selvom Bjarne Kristiansen kun har været med i en kort del af de 125 år, har han alligevel oplevet en af mejeriets alvorligste kriser. I 2006 udgjorde eksporten til Mellemøsten 70 procent af omsætningen, som var lukket ned under Muhammedkrisen.
- Vi overlevede og lærte samtidigt rigtig meget, så vi har fået flere ben at stå på for at mindske sårbarheden, forklarer Bjarne Kristiansen, som kan konstatere, at omsætningen siden 2004 næsten er firedoblet til 200 millioner kroner i 2012.
Nyt anlæg
Mejeriet har investeret i nyt produktionsanlæg og lager, så man i dag kan tilbyde kunderne den hvide ost i alle mulige varianter og emballager. Forretningen er bygget op omkring mejeriets tre egne varemærker samt såkaldte private labels. Alt sammen i højeste kvalitet, hvilket er belønnet på adskillige fødevareudstillinger.
- Salgsafdelingen med egne sælgere på de store markeder har også bidraget til væksten.
Stolte andelshavere
Den vurdering er andelsmejeriets formand gennem de seneste to år, Henrik Nielsen, enig i. 15 andelshavere, leverer tilsammen 20 millioner kilo mælk, som suppleres med en lignende mængde indkøbt mælk.
- Andelshaverne har investeret en del penge i projektet, fordi vi tror på det. Og så er det jo rart at se at det også lykkes, siger Henrik Nielsen.
Vi er da også stolte over, at vi kan klare os ude på eksportmarkederne og er med til at bidrage til samfundsøkonomien på den måde, slutter formanden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.