Hjørring

Sæh-udvalgets budgetgys

Sundheds-, ældre- og handicapudvalget i Hjørring Kommune har holdt et seminar om budget 2011.

- Vi fik et oplæg fra forvaltningen. Det var et meget fint stykke arbejde, men indholdet var ikke spor sjovt, siger Lilli Damsgaard (S), formand for sæh-udvalget. Ligesom alle andre fagudvalg har udvalget skulle finde besparelser på to pct. -Vi har fundet nogle områder, som lovgivningen ikke tvinger os til at bevare, men det er bestemt ikke sjovt. Den er helt gal, siger Lilli Damsgaard, som understreger, at udvalget endnu ikke har lagt sig fast på nogle besparelser. Udvalget har allerede været i gang med sparekniven for at finde de millioner, man brugte for meget på sidste års budget og i årets første måneder. Det sker ved at båndlægge en del af budgettet. På sundhedsområdet båndlægges 1,4 mio. kr. og på ældreområdet båndlægges én pct. af budgettet. På handicapområdet er der udsigt til et øget pres - måske helt op til 9,3 mio. kr. for 2010. - Vi regner med at kunne klare det ved at have vores boformer fyldt op. Vi har haft meget tomgangsleje, siger Lilli Damsgaard.