Lokalpolitik

Sækkene får konkurrence af containere

Fra nytår kan du selv bestemme, om du vil smide skraldet i en affaldssæk, eller om du hellere vil leje en container af kommunen

JAMMERBUGT:Affaldssæk eller container? Det kan gå hen og blive næste års store spørgsmål. Fra nytår skal affaldsordningerne nemlig være ens i hele kommunen. Det betyder, at du fremover selv kan bestemme, om du vil dumpe skraldeposerne ned i en affaldssæk eller i en container. - Vi er tilfredse med, at vi fremover kan tilbyde borgerne en affaldsordning, som er tilpasset deres behov, lyder det fra miljøtekniker Tom Hansen ved Forsyningsafdelingen. 4,4 mio. på containere Som det ser ud nu, kan borgerne i de tidligere Brovst og Aabybro kommuner selv købe en container, hvis de er trætte af affaldssækkene. I Fjerritslev behøver man ikke investere, men kan nøjes med at leje en container. Det kan de ikke i Pandrup. Der er der kun affaldssækkene. Det skal dog være slut. Derfor har Jammerbugt Kommune lige købt containere for 4,4 millioner. Det er blevet til hele 15.000 stk. På den måde kan alle i kommunen nu leje en container. - Vi synes ikke, at det er rigtigt at forskelsbehandle borgerne, forklarer formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Otto Kjær Larsen og tilføjer: - Det er også alt for besværligt for borgere og for kommunen at håndtere forskellige modeller inden for affald og genbrug. Genbruget bliver nemlig også harmoniseret, så hele kommunen fremover får papircontainere stående. Rart i f.eks. bleperioden De nye affaldscontainere, man også kan have til at stå, bliver en obligatorisk ting på landet. Her kan man nemlig ikke selv vælge, om man vil have sække i stedet. Forklaringen er, at der på landet fremover kun skal fjernes skrald hver 14. dag. Derfor er affaldscontainerne den bedste løsning der. I byerne vil borgerne pr. automatik fortsat bruge affaldssække, med mindre de beder kommunen om en container i stedet. Miljøtekniker Tom Hansen forklarer, at det f.eks. for en børnefamilie med blebørn kan være rart at leje en mere rummelig affaldscontainer i en periode. Det er derfor muligt at leje containere i forskellige størrelser. Taksterne for de nye affaldsordninger vil falde på plads, når Jammerbugt Kommunes budget for 2008 er på plads i oktober.