Sælg gammelt - byg nyt

KFUM-spejderne i Mou har rejst en træhytte til næsten en million kroner

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev pruttet godt om prisen. Til højre er det Lone Christensen, som forsøger at afsætte en par suppe-terriner.

MOU:- Hvad skal den koste? - 60 kroner. - Nej, det er for dyrt. Til den pris kan jeg få en helt ny lader i Harald Nyborg. - Hvad så med 15 kroner. Der var godt gang i handlen, da KFUM-spejderne i Mou lørdag holdt loppemarked. Men i år blev der gjort en ekstra indsats for at gøre en god handel. Pengene skal nemlig bruges til at gøre KFUM-spejdernes nye mødested færdig. Det er et bjælkehus på 143 kvadratmeter, som mangler den sidste finish. Heldig med handymænd Spejderne har sat lofter og gipsvægge op. Men indvendig mangler der gulve, og malerarbejdet er slet ikke gået i gang. Spejdergruppen gik sidste år i gang med at bygge det nye tilholdssted bag kirken i Mou, som også ejer den jord, hvor hytten ligger. Vinteren over er det gået hammerslag i hammerslag med at få hytten banket på plads. Spejderne har selv støbt soklen og stået for den del af arbejdet, men der har også været brug for professionelle håndværkere til at få projektet til at skride fremad. Men spejderne i Mou har selv et par handymænd, der kan andet end at binde knob. En af dem er 23-årige Jens Rom, som startede i gruppen for 17 år siden, og som nu er leder. Men derudover er han også tømrer. - Det bliver dejligt med den nye hytte. Den gamle lå tæt på en befærdet vej, og her bag kirken får vi også et større udenomsareal, hvor vi kan lave bål og andre aktiviteter, siger Jens Rom, som også fremhæver Ib Nielsens indsats. Han er tilknyttet KFUM-spejderne og er desuden pensioneret tømrer. Uden ham var det heller ikke gået så hurtigt med at få hytten op at stå. Men nybyggeri koster som bekendt mange penge, og lørdag havde Jens Rom fået til sælge ud af afdelingen for lettere brugt elektronisk isenkram. Gamle pc-skærme var der nok af, men de fik lov at stå. Til gengæld var der bud efter de brugte videofilm og cd-plader. Spejderlederen fik dog afsat sit eget gamle Sony minianlæg. Til den fyrstelige sum af 100 kroner. Selv om Jens Rom er flyttet til Aalborg, holder han ved i spejdergruppen i Mou. Plads til flere - Det giver mig en tilfredsstillelse at være med til at bygge noget nyt op, som mange kan få glæde af. Og så kan jeg godt lide de værdier, som spejderne står for. Vi hjælper hinanden og lærer at samarbejde. Spejderne håber på at kunne gøre hytten færdig i løbet af sommeren, og med de nye rammer, skulle der også være mulighed for at trække flere børn ind i den lokale spejdergruppe. I øjeblikker er der cirka 20 aktive spejdere i Mou, og der plads til flere i det nye store hus. Aviser indsamlet Gruppen har selv skaffet pengene til byggeriet, som løber op i 800.000-900.000 kroner. Halvdelen er samlet sammen gennem flere år på loppemarkeder, julebazarer samt avisindsamlinger i kommunen. Den anden halvdel er midler fra forskellige fonde, som spejderne har søgt. For eksempel har Lokale- og Anlægsfonden (tipsmidler) doneret 100.000 kroner, så spejderne i Mou kan få sig et mødested, der også kan bruges til lejre og kurser. Huset skal desuden stilles til rådighed for andre foreninger, klubber og børneinstitutioner i området.