Hou

Sælger afslog 1,2 mio. for frysehuset

- Men pengene er der, hvis han vil sælge, siger Johnny Romanius

HOU:Frysehuset, som det stadig hedder, på Hou Havn, var lige ved at blive solgt til den lokale bådebygger, Johnny Romanius, Hou Marineservice, der stod klar med en check på1,2 mio. kr fra en investergruppe. - Jeg har lige modtaget et afslag fra ejeren, der ikke ønsker at sælge til den pris, men iøvrigt sagde pænt tak for tilbudet, fortæller Johnny Romanius. Han har længe haft planer om at indrette frysehuset til bådeværksted, hvor der skulle foretages nybygning af både i aluminium, reparation af lystbåde samt fiskefartøjer samt en produktion af "STORMGLAS". - Men pengene står der endnu, hvis ejeren skulle ombestemme sig, siger Johnny Romanius. Frysehuset blev solgt for 10 år siden for 700.000, og var dengang en funktionsduelig bygning. I dag er det forfaldent, og Johnny Romanius siger, at det vil koste endnu et par millioner, at få det sat i stand. I hans planer om bådeværksted indgår også 10 nye arbejdspladser.