Sælunger på stranden

Sælunger på stranden er ikke nødvendigvis i nød, selv om de skriger.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hvis en sælunge ligger i mere end ét døgn kan man kontakte Naturstyrelsen på tlf.: 72543000.Foto: Privat

Lige for tiden kan man langs kysterne se sælunger, som ligger og skriger. Senest lå der torsdag en sælunge på stranden i Lønstrup, som tiltrak sig stor opmærksomhed. Mange ringede bekymret til Falck og Hirtshals Oceanarium, som kunne berolige med at ungen sandsynligvis bare ventede på sin mor eller blot hvilede sig. - Det bedste man kan gøre er at lade dem være og så komme tilbage et halvt døgn senere. Og hvis de så stadig ligger der, så kan der godt være noget galt, forklarer biolog Henrik Flintegård fra Nordsøen Oceanarium. Man skal herefter kontakte Naturstyrelsen, som tager sig af vilde dyr i nød. - Man må under ingen omstændigheder røre ved sælen, for den bider og hvis den lugter af mennesker, så vil moderen nogle gange ikke kendes ved den, hvis den altså stadig er knyttet til moderen, fortæller Henrik Flintegård. De fleste unger bliver født omkring juli måned og sidst på sommeren begynder de at skulle klare sig selv uden moderens hjælp. Sælen i Lønstrup var en helt almindelig spættet sæl, som der findes omkring 12.000 af i de danske farvande.