Film

Sænk overliggeren og vind

TV 2 - 1988 til 2008 "Al begyndelse er svær" var den sætning, man skulle gætte i det allerførste Lykkehjulet den allerførste dag med TV2. Og det var sandt. "Se, om lidt er det væk" lød en anden profetisk programtitel samme dag, nemlig børneprogrammets - og vips, det var det så. Kanalen gik i sort i fire minutter. Men så kom de tilbage, nu for at blive. Det står i min anmeldelse af den nye kanals premiere lørdag 1. oktober 1988. Jeg havde taget familien med til byen, hvor fællesantennen sørgede for, at kanalen kunne ses. Den kunne ikke bare sådan hentes ned hjemme på Gjøl. Der var store forventninger. Forsiderne var fulde, spådommene stod i kø, anmelderne sad parat med hvæssede penne og alle aviser med en vis selvrespekt havde en udsendt medarbejder til premierefesten på Kvægtorvet i Odense. Men det var jo også en historisk dag. Monopolet blev brudt. DR skulle ikke længere være alene om at sende fjernsyn til os. Den borgerligt liberale drøm havde fyldt meget i debatten i mere end ti år før. De borgerlige politikere var ved at tage deres død over "de røde lejesvende", der angivelig befolkede DRs programmer og indoktrinerede gammel som ung og forhånede ordentlige folk i deres egne stuer. Erhard Jacobsen fik et helt parti op at stå på nogle politiske krav om kontrol, der ville have klaret sig skidt i en ny tids forestillinger om vigtigheden af den totale ytringsfrihed. Det lykkedes. Den gammeldanske forestilling om en statsradiofoni med pædagogiske og kulturlige forpligtelser som i Grundtvigs egne højskoler blev afløst af forestillingen om, at befolkningen ønskede fuld adgang til alle kanaler, at privatfinansiering via reklamer og fuld liberalisering ville føre til sund konkurrence som ville bedre kvaliteten. Det kan vi jo så tygge lidt på i dag. Det varede ikke længe for TV2 at erobre førstepladsen i seernes hjerter, og den plads holder kanalen stadig, omend marginalt. Og hvordan gjorde TV2 så det? Kanalen så nøje efter, hvad DR manglede - og så leverede den det. Den gav friskhed og farver og unge ansigter, den viste vilje til at træde nye stier i det politiske landskab, hvor det ellers havde været moderne at være lidt venstresnoet. Nu blev det unge borgerlige ansigter med jakke og smarte slips, en dynamisk erhvervslivs-styling i sporet på yuppie-trenden, et nyhedsvalg og en vinkling, der ikke udfordrede den højre side af folketingssalen, snarere eftersnakkede. Og det blev gjort i et frisk sprog, en moderne formidling, nøje indlært fra USAs førende stationer. TV2 har haft held og talent til at sætte dagsordenen, og DR har været for usikker på lerfødderne til at sætte sin egen. TV2 gav os peppede, tempofyldte quizprogrammer som "Lykkehjulet" og "Jeopardy" og "Hvem vil være millionær" - igen amerikanske og engelske koncepter, købt og kopieret på dansk. Kanalen blandede underholdning og nyheder, tillod oplæserne at lave sjov med os og hinanden, og den lærte igen og igen af sin konkurrent: Her havde Gorm & Gregers haft voldsom succes med at blande journalistik og underholdning på et udfordrende og intelligent niveau - så TV2 lavede Eleva2ren, som gjorde det samme, bare uden det intelligente niveau. Sænk overliggeren og vind. Sænk den intellektuelle ambition og øg den kommercielle. Det er ikke så svært at finde ud af, når man først har smidt blufærdigheden fra sig. Samtaleprogrammer som Lørdagshjørnet og Her er dit Liv på DR blev kopieret over i støjende studieprogrammer med husorkester, publikum og støj og røg a la Klassefesten. Og det gav seere. TV2 fyldte også sin sendeflade op fra tidligt til sent med massevis af seriekram og B-film-genudsendelser i stedet for at producere selv. Public service var DR's hovedpine, dengang stadig defineret som noget tungt og kedeligt. Det fyldte døgn gav alt sammen seertal, og seertal gav reklamekroner. Det blev en særlig kunstart på kanalen at omgå reglerne for, hvornår der måtte lægges en reklameblok. Og der blev - ganske genialt - plantet regionale stationer i alle hjørner af landet, så vi hver aften hos nyhedsstjernerne Samuel Rachlin, Jes Dorph, Ulla Therkelsen, Line Baun, Søren Kaster og Jens Gaardbo kunne se, at her var der nyt fra alle egne, ikke kun fra København og Nordsjælland. TV2 har også forstået, hvor vigtig sporten er i denne krig. Her har kanalen igen og igen bevist, at underholdningsdesignet vinder over de nøgterne referater, at værtens macho- eller babe-factor tæller mere end erfaring og bundløs viden. Kampen har stået på i 20 år. DR har ikke kun lidt nederlag på seertallene, den gamle kanal er også blevet så klemt, at den har grebet til en lang række desperate tiltag for at vinde lidt tilbage af det tabte - desværre mest ved at gå ind på TV2s dagsorden. Også DR sender nu endeløse mængder af brugte dåseserier og gamle film, også DR har kastet sig ud i kampen om seergunsten den kritiske fredag aften med Talent 2008 kontra Vild med dans. En flodbølge af ens, ligegyldige, værtsstyrede underholdningsprogrammer med instrueret studiepublikum strømmer ind i vore stuer indtil ulidelighed, uden at man kan afkode, om det er den ene eller den anden kanal - Popstars, Scenen er din, X Factor, Stjerne for en aften, gå selv videre. Kun på drama holder DR både skansen og værdigheden - her er TV2s Anna Pihl og Strisser på Samsø og Forsvar nærmest til grin. Og så børnefronten, DRs stronghold - engang udfordret lidt af Bubber, men det var så også det. Den egentlige vinder i hele denne kamp er ligegyldigheden. Ligegyldigheden over for den kvalitet, som konkurrencen ellers skulle fremme. Når bare de vælger vores kanal, så pyt med hvorfor. Ligegyldigheden over for de to store medier, som dermed i virkeligheden har udspillet deres rolle. Den ene er ikke bedre end den anden og ingen af dem er særlig meget bedre end noget af alt det andet, der kommer strømmende fra alle sider. Nu er DR nærmest rabundus på grund af de politiske overhoveders misforvaltning - og TV2 er allerede i praksis konkurs og sat til salg - men ingen vil købe. Hvorfor mon egentlig? Måske er det simpelthen endelig blevet tiden til at forene kræfterne. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk