Terrorisme

Sær logik kræver skrappere spørgsmål

Nu melder Dansk Hizb-ut-Tahrir sig på banen med en - synes de selv - skarp "analyse" af de rige, vestlige industrilandes hykleriske tænkemåde. De rabiate muslimer i foreningen af kalifat-revolutionære mener at kunne påvise - ud fra de vestlige lederes reaktion på G8-mødet - at "det eneste, vi vestlige lande kan blive enige om, er at hade og angribe muslimerne og deres sag ved førstkommende chance".

For nylig forlød det fra det danske militær, at unge muslimske indvandrere generelt havde store vanskeligheder ved at bestå en almen intelligenstest. Det kneb med den logiske tænkeevne, viste det sig. Noget tyder på, at der er noget om sagen, for mage til hoved- og haleløs argumentation har jeg da sjældent set. Hizb-ut-Tahrir mener åbenbart, at "førstkommende chance" var terroranslaget i London. De mener øjensynligt også, at den slags terrorangreb er lig med "muslimernes sag". Endvidere synes de at mene, at når vi i Vesten vælger at stå sammen mod sådanne terrorangreb, så er det ensbetydende med, at vi ved "enhver lejlighed" kun venter på at "rette slag" mod muslimernes "sager" - altså mod deres terrorangreb, blandt muslimer bedre kendt under betegnelsen "Jihad". Som Hizb-ut-Tahrir så tragikomisk udtrykker det på deres hjemmeside: Det er en indlysende kendsgerning, at kolonialisterne bliver meget uenige i deres topmøder, med mindre det handler om at slå ned på islam og muslimerne. Dér samler de sig mod den. De udviser deres fjendskab og had offentligt ved første chance. Jamen er det ikke mageløst? Hvis dét at stå sammen i Vesten, når der anrettes en krigshandling mod civile i en af vore hovedstæder, af muslimer opfattes som at "slå ned på islam og muslimer" og "udvise fjendskab og had offentligt" - hvad skal vi andre så kalde dét, at visse muslimer ustandseligt slår sig sammen og udviser fjendskab og had offentligt ved at sprænge Jihad-bomber midt i London, Madrid eller New York? Jeg har et lille råd til danske journalister ved dagbladene og tv-nyhederne: Når I nu på et tidspunkt får lejlighed til at stille medlemmer af Dansk Hizb-ut-Tahrir eller andre sære rabiate sammenslutninger af muslimsk observans et par spørgsmål, kunne I så ikke gøre os almindelige mennesker den tjeneste at bore noget dybere, end I plejer og udvise bare lidt af den samme kritiske og provokerende arbejdsfacon, som I anvender, når I taler med normale mennesker? Og skulle I mangle fantasi eller mod til at stille de mest oplagte spørgsmål, så skal jeg gerne sende jer et par forslag. Det er nemlig efterhånden næsten ikke til at holde til, så overforsigtige og berøringsangste, journalister generelt forholder sig over for muslimer, når de interviewes. Seerne og læserne sidder og venter forgæves på alle de helt oplagte spørgsmål, som journalisterne af en eller anden årsag gang på gang forpasser chancen for at stille.