EMNER

Særligt høj moral hos de radikale?

I politik drejer det sig om at være god. Det parti, der vindergodhedskampen, vinder valget. Sådan taler erfaringen.

For øjeblikket synes Det radikale Venstre at løbe af med sejren. Lige i tiden scorer partiet point på udlændingepolitikken. Det vogter nemlig kompromisløst menneskerettighederne. Radikale politikere fremstår i det hele taget som generelt gode, saglige og ansvarsbevidste. Partiet stormer da også frem i meningsmålingerne. Men er Det radikale Venstre et specielt hæderligt og ansvarsbevidst parti? Kan det siges om de radikale politikere i Folketinget, at de er i besiddelse af en højere etik? Eller forholder det sig snarere omvendt? Kommer politiks brutalitet og råhed i særlig grad til udtryk hos de radikale?Ja, det må man sige. Moralsk er partiet i bund, hvilket vil fremgå af det følgende: Det radikale Venstre blev som bekendt stiftet i 1905. Partiets fundament virkede allerede dengang temmelig ejendommeligt. Københavnske intellektuelle og landets husmænd dannede par. En større modsigelse kunne næppe tænkes. De to grupper havde ikke det ringeste tilfælles. I det hele taget forsøgte partiet med en ikke ringe held at få opbakning fra de mindre næringsdrivende, fiskere, småhandlende og håndværksmestre. Det radikale Venstre gjorde sig altså til talsmand for en boglig adel og for en stand af beskedne selvejere. Dette paradoks endte naturligvis med de intellektuelles totale sejr. Den boglige klasse rummede i sig et voldsomt magtpotentiale, som navnlig i 1960'erne begyndte at vise en imponerende slagstyrke. Læreanstalterne ekspanderede, og det kom til at gå hårdt ud over de næringsdrivende. De intellektuelle skabte nye ideologier. Den mest voldelige af dem var økologismen. Opfindelsen af forureningen fratog selvstændige erhvervsfolk enhver etik. Landets materielle værdiskabere blev hængt ud som miljøsvin og profitmagere. Skældsordene haglede ned over selvejerne. Det radikale Venstre tog del i miljøkampen. Partiet burde have værnet familiebrugene mod miljøbevægelsens brutale fremfærd. Det stik modsatte gjorde sig gældende. De intellektuelle i partiet stillede sig på miljøbevægelsens side. Folketingspolitikerne var såmænd at finde i angrebshærens forreste række. Miljøkampen sprængte definitivt den kunstige alliance mellem de intellektuelle og husmændene. På dette tidspunkt var partiet fuldstændig domineret af mennesker fra den boglige klasse. De folkevalgte på Christiansborg gik de intellektuelles ærinde, tog økologismen til sig og knuste husmændene. De udryddede med andre ord deres egne partnere. Det var den radikale miljøminister, Lone Dybkjær, som definitivt likviderede husmændene som klasse. De små selvejere formåede ikke at modstå presset fra den opadstræbende skoleadel. Fra skrivebordet i Miljøministeriet udøvede hun en bureaukratisk vold uden sidestykke mod familiebrugene. Det var en køn tak, husmændene høstede for hundrede års trofast støtte til Det radikale Venstre. Andre næringsdrivende fik også økologismens ondskab at mærke, dambrugerne for eksempel og minkfarmere, samt håndværksmestre, småfabrikanter og vognmænd og ikke at forglemme kroejere, smede og bagere foruden skibsfartens husmænd og kabelafbrændere. Råheden lyser ud af denne bestilling. Alligevel er der hverken rejst en retslig anklage mod Lone Dybkjær eller en moralsk fordømmelse af Det Radikale Venstre. Og det er for så vidt alt sammen begribeligt. Glem ikke at Det radikale Venstre i dag udgør det mest renlivede parti for intellektuelle! Samtlige folketingsmedlemmer er akademikere. Og den nye vælgertilstrømning kommer fra læreanstalterne. Et sådan parti må næsten med selvfølgelighed nyde en udstrakt beskyttelse fra det boglige Danmark og Danmarks Radio. Steen Steensen, Vesterled 11, Ranum, er lektor. E-mail: steensteensen@mail.tele.dk