Særskat er sur sandhed

Venstres nyudnævnte boligordfører, Michael Aastrup Jensen, er kommet på en svær opgave (18.10). Han skal forsvare regeringens konfiskation af milliardbeløb fra Landsbyggefonden. Altså de penge som lejerne har sparet sammen over huslejen til renovering af deres bolig.

Efter at have været tavs som graven i dette spørgsmål gennem de seneste år, er det nu Aastrup Jensens opgave at forsvare Venstres asociale særskat på lejerne i Danmark. Mens alle andre i Danmark har skattestop, udskriver regeringen rask væk en særskat på tre milliarder kroner om året for netop den gruppe i kongeriget, der notorisk har den ringeste økonomi – nemlig lejerne i den almene sektor. Aastrup Jensens argumentation bærer da også langt mere præg af sur pligt til at forsvare en dårlig sag end af stort engagement og lyst til at forsvare noget, han virkeligt brænder for. I mangel af bedre tyr Venstres nye boligordfører til det gammelkendte trick, hvor angreb er det bedste forsvar: ”Det Socialdemokratiet siger og skriver er ikke alene meget retorisk, det er også faktuelt forkert”, skriver han, og prøver så at skabe en stemning af, at det alle dage har været meningen, at pengene i Landsbyggefonden skal gå til nybyggeri - og at Socialdemokraterne i øvrigt har gjort det samme før. Men sådanne påstande bliver ikke mere rigtige af at blive gentaget i det uendelige. Heller ikke selvom Venstre forsøger sig med en ny ordfører på posten. For det første har det alle dage været forudsætningen for at bruge af landsbyggefonden til nybyggeri, at det skete efter en klar aftale med lejerne selv i Boligselskabernes Landsforening (BL). Regeringen har ikke en sådan aftale med BL. Tværtimod bruger regeringen af lejernes penge uden at have spurgt lejerne til råds om anvendelsen mm. først. I de få tilfælde, hvor socialdemokraterne har løftet nybyggeri ved hjælp af Landsbyggefondens midler, er det hver eneste gang sket efter direkte ønske fra BL selv. Der er altså ganske alvorlig forskel på at udføre en opgave, man bliver bedt om, og så at tage pengene selv og bruge dem til det, man selv ønsker. For det andet er det mere end en tilsnigelse, når Aastrup Jensen påstår, at de penge, regeringen nu tager i landsbyggefonden, går til nybyggeri. Regeringen sender samtidigt med indgrebet i Landsbyggefonden en ekstraregning til kommunerne, således at kommunerne fremover skal betale dobbelt så meget i grundkapitalindskud som tidligere, når der bygges nyt alment byggeri. Hvilket med andre ord betyder, at regeringen tager sig mere betalt for at løfte en mindre opgave end før. Regningen sendes nemlig videre til de i forvejen slunkne kommunekasser. Ydermere øremærker regeringen størstedelen af midlerne til plejehjemsbyggeri. En type byggeri som det tidligere var en bred samfundsmæssig opgave at betale for. Altså forstået som et anlæggende for samtlige skatteydere - ikke kun for den fattigste femtedel, der bor til leje i den almene sektor. Konkret betyder det, at det er fx den enlige mor i en almen lejlighed, der pålægges at betale ekstra husleje hver måned for at finansiere nybyggeri af plejehjemsboliger, hvor også den rige husejer får adgang til at flytte ind, selv om han eller hun ikke har bidraget til nybyggeriet på samme måde. Alt i alt er der altså tale om, at regeringen med Venstre i spidsen gør, hvad de kan for at gradbøje reglerne om Landsbyggefonden til det yderste og reelt finansierer sin egen plejehjemsgaranti ved at lade hhv. kommunerne og lejerne i den almene sektor betale regningen. Det betyder højere huslejer – altså særskat – for lejerne og ringere kommunal service, mens overskuddet på statens finanser stiger og stiger, formentligt med det for øje at udmønte massive skattelettelser for de rigeste, når vi kommer tættere på et valg. Jeg siger bare velbekomme – og god arbejdslyst til Venstres nye boligordfører.