Sæsonafslutning for Ørnehøjs kaniner

Gistrup 30. september 2002 08:00

GISTRUP: Kaninklubben ved Ørnehøj Golfklub har netop holdt den årlige afslutning med deltagelse af 50 spillere og hjælpere på endnu en strålende solskinsdag. Det skete med turneringen "Rabbit Open" og som i andre klubber er kaniner nye medlemmer med et handicap fra 70 og ned til 36. Matchen var med gunstart og derfor var starten en raket, som kunne høres samtidigt på alle 18 huller på banen. Efter matchen var der fællesspisning og uddeling af en række flotte sæsonpremier, der var sponseret af forretningerne i Gistrup. Der har i den forløbne sæson været stor interesse for arrangementerne i kaninklubben. En nybegynder skal således gennemgå en række træningslektioner i form af en teoretisk prøve, en putteprøve, en prøve i langt spil og et gennemspil af klubbens par 3-bane med et tilfredsstillende resultat for at opnå tilladelse til at benytte klubbens store 18 hullers bane. Når tilladelsen er opnået startes med et handicap på 70 og herefter er det op til den enkelte at kæmpe sig nedad i handicap og op i rækkerne. På trods af sæsonafslutningen fortsættes der individuelt med at spille vinteren igennem, da det kun er sne som effektivt kan stoppe de ivrige golfspillere. mølbæk

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...