EMNER

Sæsonen skudt i gang MANDESPORT: Mange medlemmer, men kun få kvinder

HADSUND: Efter at have taget sigte meget længe kunne Hadsund Skytteforening 1. februar 2003 indvie sin skydebane ved Hadsund Hallen, og nu er kuglerne støbt til foreningens første hele sæson. Der er godt gang i den i det lille lokale, hvor der kan stå seks skytter side om side og sigte mod papskiverne på den skrigende grønne bagvæg. Riflerne brager, og krudtrøgen, der siver ud fra kammeret, når patronhylsteret bliver smidt ud, når at rive lidt i næsefløjene, inden den effektive udsugning har fjernet den. At dømme efter de skytter, der er mødt op, har alder ikke nogen betydning, men der er et bemærkelsesværdigt fravær af kvinder på skydebanen. - Der er for få piger, og det er egentlig mærkeligt, for pigerne er de bedste til at ramme plet, når de begynder, og det gælder alle aldre. Kvinder er åbenbart bedre til at koncentrere sig, siger formanden Lasse Mikkelsen, der også efterlyser ”de ældre”, det vil sige dem, der nærmer sig de tres år og derover. Den kategori tilhører Peter Madsen, der overvejer et medlemsskab, langt fra endnu. Egentlig er han med som ledsager til to drenge, men det varer ikke længe, før han selv vil være med. - Der går jo sport i det, og når man er flere, kan man konkurrere om, hvem der rammer bedst. Det er også facinerende, at man kan få unge mennesker med krudt i røven til at stå stille og koncentrere sig, siger Peter Madsen. Han har tidligere gået til selvforsvar, hvor koncentration også er vigtig. Alligevel er der en forskel. - Der handler det også om fysisk styrke, ved skydning gælder det udelukkende om at koncentrere sig og være stille og rolig. Det betyder, at alle kan være med. Det viser sig også i den aldersspredning, der er, fortæller Lasse Mikkelsen. - De yngste er bare syv-otte år, og på sommerskolen, var der en lille pige, som måtte have hjælp til at løfte riflen, siger han. At selv de yngste kan være med, skyldes at skytteforeningen har fire uddannede instruktører til at hjælpe især nye skytter til rette, først og fremmest af hensyn til sikkerheden. Banerne er bygget op, så hver skytte står i en bås, der forhindrer, at man kan komme til at skyde i andre retninger end mod bagvæggen. - Alligevel er vi meget opmærksomme på sikkerheden, siger Bent Rytter, der er med i foreningens bestyrelse. - Alle skytter, store som små, skal lære, hvordan man omgås våben. Det handler om at få gode vaner, så man for eksempel aldrig peger på et andet menneske med våbnet, uanset om det er ladt eller ej. De af medlemmerne, der går på jagt, tager de gode vaner med herfra, og det kan forhindre mange uheld, mener Bent Rytter. Lasse Mikkelsen betoner også værdien af at lære at koncentrere sig. - Vi kan se, hvordan især drenge har gavn af den lektion, siger Lasse Mikkelsen. - Til at begynde med står de uroligt og har travlt med at holde øje med, hvad der foregår omkring dem, men da der er kontant afregning i form af for mange forbiere, så lærer de hurtigt, hvor vigtigt det er at koncentrere sig, og de bliver mere rolige. Netop drenge var der mange af på sommerskolen, der er idrætsforeningernes tilbud om aktiviteter i sommerferien, hvor skytteforeningens tilbud var et af pletskuddene med tre fuldtegnede hold på hver tyve børn, og det giver grund til optimisme med hensyn til flere medlemmer end de 72, der er indtil nu. Det er et antal, Lasse Mikkelsen er meget tilfreds med, og han er i det hele taget stolt over, hvor langt foreningen er nået siden premieren først på året. Forud var gået et stort arbejde med at indrette skydebanerne, og det var her, han ”ved et uheld” kom ind i foreningen. - Jeg er elektriker og havde tilbudt at hjælpe med at lave de elektriske installationer. Det blev til mange timers arbejde, og så var jeg med til generalforsamlingen, og inden jeg så mig om, var jeg blevet formand, siger han med et smil, der tyder på, at det ikke var modvilligt, han påtog sig hvervet.