Håndbold

Sæsonens bedste kamp

Gæsterne fra Hjallerup blev blæst ud af banen søndag eftermiddag i Aabybro Hallen i kampen i kvindernes 3. division mod Aabybro HK. Hjemmeholdet vandt så stort som 35-17.

- Spillerne leverede den bedste indsats i sæsonen. En rigtig flot kamp både i forsvar og angreb, siger assistenttræner Claus Simonsen. - Hjallerup er egentlig et udmærket hold, men de havde ikke en chance og kunne ikke score mål, siger Claus Simonsen. Allerede efter syv minutter var Aabybro i front med 7-1 og dermed var spændingen forduftet. Mette Rosenkilde og Camilla Søndergaard scorede begge ni mål. I øvrigt kom alle spillerne på måltavlen. Med sejren holder Aabybro fast i den andenplads, som giver ret til at spille kampe om oprykning. På søndag skal Aabybro-kvinderne møde Nors på udebane. - Nors er et bundhold, og derfor SKAL vi have to point, siger Claus Simonsen.