EMNER

Sæsonstart i “Ud af røret” i Klarup

KLARUP:”Ud af røret” har sæsonstart på sine efterårsaktiviteter i Klaruphallen fredag 8. september. Det er igen instruktør Henny Gjessø, der leder motionen. Efter en god gang opvarmningsgymnastik er der forskellige aktiviteter, som man frit kan vælge. - Der er næsten ingen begrænsninger i valg af aktiviteter, men det skal være sjovt at deltage. Det kræver ingen forudsætninger at deltage, men et godt humør skader ikke. Alle er velkomne, du bestemmer selv tempoet, det er tilladt at holde en pause, fortæller Lene og Poul Anker Knudsen fra ”Ud af røret” i Klarup. Efterårets program indeholder udover de fast fredage forskellige spændende aktiviteter. Bl.a. vil Kjeld Djernø fortælle om Østerågade, ligesom fysioterapeutstuderende fra CVU Sundhed Nordjylland vil aflægge besøg, Thorkild og Annette Vardinghus vil i ord og billeder fortælle om Egypten og Jens Kristian Overgaard, Klarup tager deltagerne med på en fascinerende og strabadserende trekking-tur blandt nogle af verdens højeste bjerge op til Mount Everest Base Camp i 5300 meters højde - ved foden af det frygtindgydende Khumbu-isfald. Her udover er der selvfølgelig mulighed for at deltage i et medlemsmøde, hvor der vil være mulighed for at evaluere motionen i Klaruphallen, og i juleafslutningen. I fællesprogrammet for Aalborg SeniorSport fremgår det, at man udover de lokale tilbud har mulighed for at deltage i Panter Dagen ved foreningshuset på Ny Kærvej, hvor der også arrangeres Hyggelige Søndage med indtagelse af søndagsbufféten, Sangcafé i Studenterhuset, den traditionelle JULETUR med Esben Buch til Lundby Hedehus og julegudstjenesten for seniorer i Budolfi Kirke. Der arrangeres Skitur til Trysil i Norge og Forårstur til Toscana. På Forårsturen til Toscana skal man besøge Firenze med broen Ponte Vecchio, og Toscanas perle, Siena med middelalderpladsen Piazza Del Campo ligesom Lucca og Pisa selvfølgelig besøges. BJ