Sæsonstart med nye trænere

SULSTED:Lørdag 26. januar tager jyllandsserieklubben Sulsted IF fat på den ny fodboldsæson med standerhejsning. Det sker med nye trænere for både 1. og 2. hold. Det er 37 årige Jan Steffensen, tidligere divisionsspiller i Jetsmark IF samt tidligere spillende træner i Birkelse IF, der skal stå i spidsen for 1. holdet i jyllandsserien. Også 2. holdet i serie 4 får ny træner. Det er 30 årige Morten Kæseler, som altid har spillet i klubben. Han har i 15 år også været håndboldtræner, men det er første gang, han skal stå i spidsen for et fodboldhold. han kan trække på hjælp fra holdleder Lars Ziegler.-tin