- Sæsonstarten er godkendt

AaB hentede tre vigtige point på hjemmebanen og hænger på i toppen

Fodbold 4. september 2007 06:00

AALBORG: Jeppe Curth er aldrig den største mand på en fodboldbane. Alligevel har angriberen vist sig at have en helt uhyggelig timing i sit hovedspil, og det var igen livsvigtigt mandag aften mod FC Nordsjælland. Kort før pausen satte han hovedet på et perfekt hjørnespark fra Martin Pedersen, og den sejlede ind i nettet uden chance for Nordsjællands Kim Christensen i målet. - Det er jo ikke svært at være angriber, når boldene ligger så godt, lyder det med et smil fra angriberen. - Nu synes jeg bestemt godt, man kan sige, at vores sæsonstart har været godkendt. Vi har spillet utroligt mange kampe, og det har været sjovt, men det har også været hårdt. Og vi er stadig med i det hele. Derfor kan vi godt være tilfredse, siger han. I kampen mod FC Nordsjælland var der i store perioder kun et mandskab på banen, og AaB’erne skabte chance på chance. Især i starten af anden halvleg var der tale om total dominans af hjemmeholdet, der alligevel kom bagud i starten af kampen, da Martin Bernburg kom fri med Karim Zaza og scorede efter at have ramt overliggeren i første forsøg. Nøjagtig som i hjemmekampen mod OB blev AaB’erne fanget af en hovedstødsbold fra midtbanen, der sejlede henover forsvaret. - Karim (Zaza red.) har sagt, at det var hans mål, for han burde have nået den. Men han kunne ikke se bolden for solen, siger assisterende træner Allan Kuhn. For assistenttræneren var de tre point ekstra vigtige, fordi det betyder, at holdet kan gå ind til den kommende friweekend med god moral og højt humør. - Det er altid den bedste måde at slutte af på op til en weekend, hvor vi har fri. Og nu kan vi for alvor holde fri med god samvittighed, siger Allan Kuhn. - Jeg kan ikke helt huske, hvor mange chancer de skabte, men det var ikke mange, så vi kan vist roligt sige, at sejren var fortjent, for vi havde masser af muligheder, siger han. Med sejren er AaB oppe på 11 point, og dermed er der stadig kontakt til førerfeltet, der i øjeblikket føres an af FC Midtjylland med 17 point. Og der er kun fire point op til FCK’s forsvarende mestre. - Da kritikken af os var hård, havde vi altså kun spillet uafgjort mod FCK på hjemmebane, og så havde vi haft tre udekampe. Men det har man måske lidt en tendens til at glemme. Nu synes jeg bestemt, at vi kan være tilfredse med situationen, som det ser ud lige nu, konstaterer Allan Kuhn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...