Skolevæsen

Sæt barnets tarv over den voksnes personlige frihed

Det er som at fodre elefanter med pinochiokugler, siger skoleleder om statsministerens forslag til at bryde den negative, sociale arv.

AALBORG:Tvangsbortadoption er et af flere begreber, som danskerne er nødt til at stifte bekendtskab med, og lære at leve med, hvis vi skal bryde den negative sociale arv, som statsminister Anders Fogh Rasmussen, lagde op til i sin åbningstale i Folketinget. Det siger leder af Tornhøjskolen i Aalborg Øst, Linda Schøneberg, velvidende, at udtalelsen nemt koster øretæver. Men skal vi bryde den negative sociale arv og komme videre, er danskerne efter hendes overbevisning nødt til at holde op med at være så berøringsangste og sætte barnets tarv i fokus. Danskerne skal med andre ord opgive den personlige frihed, som er årsag til, at for eksempel gravide misbrugere efter Linda Schønebergs opfattelse kan skalte og valte med deres ufødte barn, som de vil. Lektiehjælp til de svageste, foruden en styrkelse af sundhedsplejen og læreplaner i daginstitutionerne, som statsministeren har fremhævet som konkrete eksempler på, hvad han forestiller sig skal være med til at bryde den negative sociale arv, er rent lapperi, som Linda Schøneberg kun har hovedrysten til overs for. - Det er lige som at fodre elefanter med pinochiokugler. Det er fint nok, men elefanterne bliver altså ikke mætte! Erfaringen efter 10 år som leder af Tornhøjskolen, som har ry for at være en af de mere belastede i Aalborg, har lært hende en hel del. - Engang troede jeg, at velfærdssamfundet havde elimineret den negative, sociale arv, men jeg blev, måske især efter jeg havde sat mig i den her stol, væsentlig klogere. Mellem 60 og 75 procent af skolens elever kommer, anslår hun, fra hjem med bøvl, og som det er relevant at tale om negativ, social arv i forhold til. - Derfor siger jeg også til lærerne her, at de ikke bare skal være bedre og dygtigere end lærere på andre skoler, de skal også være bevidste om, at skal den sociale arv flyttes, er det dem, der skal gøre det. Problematikken er konstant på dagsordenen på skolen, hvor flere af de foranstaltninger, Linda Schøneberg foreslår indført på landsplan, for længst er realiseret i mindre målestoksforhold - og den med at underrette de sociale myndigheder, den er jeg ret fortrolig med, understreger Linda Schøneberg. - Rigtig mange børn i dag har det skidt. Rigtig mange børn har det godt. Der er sket en høj grad af marginalisering. Faktisk har vi ikke så mange børn midt imellem længere. Til gengæld er det ikke kun børn af familier på overførelsesindkomster og børn af misbrugere, der har det skidt. - Børn af familier, der har deres karriereræs, er i høj grad svigtet. Det er ofte ensomme børn uden egentlig voksenkontakt, som får de basale og materielle behov opfyldt, måske endda i ekstrem grad, men de mangler omsorg og interesse. De mangler tid fra deres forældre. Det er dog først og fremmest børn af familier på overførelsesindkomster og med bøvl i hjemmet samt børn af misbrugere, Linda Schøneberg tager sit afsæt i. Det er også dem, der er flest af på skolen, men, understreger Linda Schøneberg, alle marginaleksistenserne er ikke nødvendigvis alle dem på overførelsesindkomster. Først og fremmest er hun optaget af børn af misbrugsfamilierne. For der er, fastslår hun, en stor gruppe børn fra misbrugshjem, hvor det sejler. Hvor alt er kaos, og som vi er nødt til at forholde os til, hvis vi vil den negative, sociale arv til livs. - Over for dem hjælper lektiehjælp ikke. Der skal helt andre boller på suppen. Reelt er det sådan i dag, at forældrenes behov sættes over barnets. Danskerne er så berøringsangste og fedter hellere rundt i noget føleri end at erkende, at ikke alle forældre dur som forældre. - Vi kan ikke lide tvang i Danmark. Derfor ser vi blandt andet børn af misbrugere med medfødte skader. Vi burde sige, hvis du vil have dit barn, skal du bures inde. - I Danmark tvangsbortadopterer man ca. 1 barn om året. I Norge er tallet oppe på 100. - Et barn, der ikke er født, har i Danmark ingen retssikkerhed. Så stor er den voksnes personlige frihed i Danmark altså, når det handler om børn. Den gælder bare ikke børn. - Kan vi virkelig leve med det? Det handler for mig ikke om, at de børn kommer til at koste en jetjager, men at de får et elendigt liv. Linda Schøneberg mener, at kontrol i en række tilfælde bør indføres, hvis forældre skal beholde deres børn. Kontrol og oplæring i at drage omsorg foruden oplæring i almindelige omgangsformer. - Snakker vi dybe misbrugsfamilier, mener jeg faktisk, at vi bør tvangsbortadoptere med det samme. Hvor mange narkomaner er kommet ud af deres misbrug? Hvor mange kender du? - Det er ikke en menneskeret at få børn, selv om mange mener det. Jeg mener, at vi er nødt til at reagere over for misbrugsfamilier og over for familier iøvrigt, hvor alt sejler. Vi kan ikke lade som om det regner og kigge den anden vej. Over for de familier, som takker nej til kontrol og oplæring er der kun en ting af gøre: At tvangsfjerne barnet eller tvangsbortadoptere det. Samtidig mener Linda Schønberg, at det er nødvendigt at tilføre folkeskolen flere ressourcer. Til socialt regi vel at mærke. - Det vil være fint med en uddannet socialpædagog, som i et samarbejde mellem skolen, hjemmet og eventuelt socialforvaltningen kan hjælpe det enkelte barn. På Tornhøjskolen ses i dag en afart af, hvad Linda Schøneberg påpeger. To lærere og en socialpædagog er ansat i den såkaldte Oasen, som børn, der af den ene eller anden grund ikke fungerer i klassen en dag, sendes ud i. - Men hvad er det, der gør, at vi får så mange børn der skal have hjælp og specialundervisning? - Vi er nødt til at se på det faktum, at vi har mange familier på overførelsesindkomster, der ikke fungerer særligt godt. Det gælder danskere. Det gælder indvandere i Vollsmose, hvor det er svært for drengene at se op til deres far, der er sat uden for arbejdsmarkedet. I en marginalposition. - Skal vi have brudt den sociale arv skal vi have disse forældre i arbejde, ellers lærer barnet hurtigt af de desillusionerede forældre, at det ikke er nødvendigt med arbejde. Men det er også en anden ting, der er værd at være opmærksom på, når man taler om at bryde den sociale arv. Linda Schøneberg siger: - På Gl. Hasseris Skole går omkring totredjedele af eleverne til musikundervisning. De kommer fra hjem med klaver, hvis jeg kan sige det sådan. Hos os er der højst 70, altså en tiendedel, der får musikundervisning. Fordi forældrene ikke vægter det - men også fordi det er for dyrt! - Nu har vi imidlertid fundet midler til at få en lille strygergruppe op at stå, og vi har 14 børn fra børnehaveklassen til og med 3. klasse, der deltager. Forældrene skal kun betale det halve af, hvad det ellers koster at gå til musikundervisning, og de kan låne instrumenter til børnene. Dét eksempel fortæller os altså, at der også er noget, der hedder penge. Derfor var det heller ikke til at holde ud at høre tale om et vandkulturhus. Det var i hvert fald aldrig vores børn, der var kommet til at bruge det. - Her på skolen arbejder vi bagen ud af bukserne for at flytte holdninger. For eksempel har vi lige indført sociale mål for alle klasser. Hvad vil vi her? Hvordan gør vi det? Vi oplever forældre, der er uden for pædagogisk rækkevidde men også mange, der gerne vil hjælpe deres børn. Umiddelbart ved de bare ikke, hvad de skal gøre. - De skal have en håndsrækning i en helt anden stil, end jeg tror Anders Fogh Rasmussen og hans undervisningsminister har forståelse for. Der skal helt anderledes, også drastiske tiltag til, hvis det endelig skal lykkes at gøre op med den negative, sociale arv.