Lokalpolitik

Sæt gang i væksten

Vi skal have gang i væksten - det er alle partier enige om. Vi skal have vækst i Nordjylland - det er alle nordjyske kandidater enige om.

Så var det måske en idé endnu engang at overveje, om vi har råd til den planlov, som gælder i Danmark. Naturligvis skal kystområderne ikke ligne Manhattan, men med den nuværende planlovgivning - og ikke mindst miljøcentrenes fortolkning heraf - kommer mange af kystbyerne i stedet til at ligne et levn fra fortiden som ingen vil bosætte sig i. Det gælder på trods af den seneste liberalisering. I Hou er der gode initiativrige lokale borgergrupper, der gerne vil udvikle byens havneområde til et moderne område med restauranter, roklub, turistfaciliteter, jollelaug, butikker og faciliteter for gæstesejlere. Også her render man panden mod en mur. Der er jo et ishus og en toiletbygning i forvejen, siger Miljøcenteret og henviser til strandbeskyttelseslinjen. I Blokhus har man brugt fem år på at få tilladelse til nedrivning af den smukke gasbetontoiletbygning på stranden - en sand turistmagnet! Men den nye bygning havde et vindue mod havet og senere viste flisearealet sig lidt større. To afslag hos Miljøcenter Nordjylland, begge gange heldigvis og naturligvis underkendt i Naturklagenævnet. Sådan gik der fem år, før der kunne etableres ordentlige faciliteter for turisterne. Og fem år med papir-nonsens. I Fårup Sommerland - en af de mest succesfulde virksomheder i landsdelen - tog det adskillige år med afslag fra miljømyndighederne, før der nu er blevet givet tilladelse til et hotelbyggeri. Og vil den dygtige direktør bygge en rutsjebane på 30 meters højde, får han at vide, at han kun må bygge til trætophøjde, i dette øde område, der hverken er fredet eller på anden måde beskyttet. Er vi ikke nået dertil, hvor planlovgivningen - ikke mindst den lokale administration heraf - i højere grad virker som en fastlåsning af gamle stivnede samfund med den virkning, at al udvikling her går i stå, med deraf følgende risiko for affolkning? Og var det ikke lige vækst og turisme, vi skulle leve af? Fem år om udskiftning af en gasbeton-toiletbygning på stranden i Blokhus - fortæller det ikke alt?