Sæt hurtigere og hårdere ind mod vold

Drop betingede domme og minimer bureaukratisk arbejdsgang, lød nogle af budskaberne til debataften

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En grup­pe unge hang på i star­ten af mø­det, men el­lers var de fle­ste af del­ta­ger­ne for­æld­re og an­sat­te i det kom­mu­na­le sy­stem.

AALBORG ØST: Hurtigere og skrappere indsats kan forhindre vold. Sådan lød budskabet fra deltagerne i et debatmøde i Aalborg Øst tirsdag aften med emnet ¿kan volden stoppes¿. - Når man har lavet vold, ved de fleste unge, at det kun udløser en betinget dom, og holdningen er, at vi skal sgu ikke ind og sidde. De burde have en dom med det samme og ind på en institution, lød det fra 17-årige Amalie Lykke Hjorth, som var en af paneldeltagerne. Amalie Lykke Hjorth har selv prøvet at være ude på skråplanet og kunne fortælle de cirka 40 fremmødte, hvordan hun er blevet hentet af politiets ungdomsgruppe sent om aftenen i Kennedy Arkaden. Nu er hendes liv igen på rette spor, og det tilskriver hun, at hendes lærer på Tornhøjskolen og politiet har været en stor hjælp. Hendes mentor er en fremmed, voksen mand som lytter til hende og stiller krav. Bydel er sat i bås - Det er vigtigt at have ressourcestærke personer til at hjælpe, men pas på med at være for ressourcestærke. Du skal ikke have fem tilbud på en gang fra de sociale myndigheder. En ting ad gangen og lad være med at presse på, lød rådet fra Amalie. Arrangementet var henlagt til aktivitetshuset Trekanten, som netop i sidste uge var udsat for et røveri mod en ansat i cafeen. Placeringen af mødet var dog en tilfældighed, kunne arrangøren forsikre, og i øvrigt er bydelen ikke mere voldsramt end andre bydele, supplerede vicepolitikommissær Anton Justesen, leder af nærpolitistationen i Aalborg Øst. - Vold er en forbandet ting, og det sker alle steder, men der er mere fokus på det her i bydelen, og derfor siger mange mennesker ¿nå, nu igen¿. Men faktisk er Aalborg Øst ikke værre end andre steder, bydelen har bare fået et dårligt renomme, lød det fra den garvede politimand. Debataftenen var arrangeret af Foreningen Forebyg vold hjælp voldsramte, og socialrådmand Mai-Britt Iversen (S) fra Aalborg Kommune blev af en debatdeltager opfordret til at skride hurtigere ind, hvis unge er på vej ud i problemer. Mere familiehjælp Socialrådmanden erklærede sig enig og kunne selv tilføje, at der efter hendes opfattelse især er brug for mere og tidligere familiebehandling til forældre, som ikke ved, hvordan de opdrager deres børn. Debatten kom også ind på de utilpassede unge, som tidligere har holdt til i Kennedy Arkaden. Hvorfor skal de vente lang tid på, at kommunen laver en døgninstitution, lød spørgsmålet. Rådmanden svarede, at hun vil have et tilbud til de unge i deres nærområde, og derfor går der det meste af et år, før sådan en institution kan være på plads. Nærpolitileder Anton Justesen opfordrede også Mai-Britt Iversen til at gøre alt, hvad hun kan for at korte reaktionstiden ned, så der kan reageres tidligere over for unge, som er inde i en uheldig udvikling. - Vi har mange folk i marken, som kan fornemme, når der er noget på vej. Det er en sej proces, der skal sættes i gang, men hvis der går for lang tid, når der at komme for mange lig i lasten. Fra eksperter i salen blev det fremhævet, at forældre med overskud skal hjælpe de forældre, som ikke selv er stærke. For eksempel med at møde op til forældremøder og arrangementer på skolen. Eller med at få børnene til at gå til fritidsaktiviteter. Stærke kan blive trætte - Men det er svært at blive ved med at være ressourcestærk. Vi bliver også trætte på et tidspunkt, når vi hele tiden skal hive og hive, lød svaret fra en mor til to børn på Mellervangskolen. Debatarrangementet er det første af flere. I hvert fald satser Foreningen Forebyg vold hjælp voldsramte på at komme ud flere steder, oplyser formand Kaj Kunstmann.