Sæt jobbet i banken og få bonus JOBBANK: Metal Frederikshavns nye initiativ skal sikre virksomhederne hurtig gevinst

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Me­tal-manden i Metals Jobbank-brochure viser vej.

FREDERIKSHAVN:Dansk Metal i Frederikshavn har åbnet en jobbank på internettet, hvor virksomheder, der søger medarbejdere og lærlinge inden for de sorte fag, direkte kan lægge deres jobopslag ind. - Vores ledige kan så selv klikke sig ind i jobbanken og se, hvor der er arbejde at få. De medlemmer, der ikke er helt tilfredse i deres nuværende job, kan samtidig orientere sig om, hvilke andre muligheder, der er, påpeger formanden for Dansk Metal i Frederikshavn, Jørn Larsen. Jobbanken er kommet godt fra start. Den åbnede mandag i sidste uge, og inden ugen var gået, var der opslag fra virksomheder med tilsammen 14 ledige job. - Virksomhederne lægger selv opslagene ind, men de er også meget velkomne til blot at kontakte os, og bede os gøre det for dem, siger Jørn Larsen. 13 stillingsopslag Aktuelt er der i jobbanken opslag fra MAN Diesel, der søger en faglært medarbejder til delmontage og en maskinarbejder, fra Orskov Yard, der står og mangler ikke færre end 10 medarbejdere med erfaring som skibsmontører eller rørsmede, og fra Uggerhøj, der søger en automekaniker. Samtidig ses det, at MAN Diesels opslag dateret 17. oktober om fire faglærte uden særlige kvalifikationer til afgratning/afrensning, allerede har givet bonus, så de fire stillinger er besat. Jørn Larsen synes ikke, at fagforeningen med sin Jobbank har lagt sig ud i konkurrence med Jobcentret, som han i øvrigt som formand for byrådets arbejdsmarkedsudvalg samtidig er politisk chef for. - Vi har traditionelt som fagforening fået mange henvendelser direkte fra virksomhederne, når de står og mangler folk. - Det er den hurtigste vej, for vi er i al beskedenhed dem, der kender vores medlemmer og virksomhederne bedst, og vores faglige A-kasse har fået rigtigt mange af vores ledige medlemmer i arbejde, siger Jørn Larsen. Fagforeningen har fået trykt en brochure om jobbanken, som i øjeblikket deles ud til virksomheder i hele afdelingens område, og også på den kommende jobmesse i Arena Nord i Frederikshavn 30. oktober. Heri deltager en stribe virksomheder og ledige fra hele Nordjylland. Faglig sekretær i Dansk Metal i Frederikshavn, Tommy Christensen, der er ansvarlig for jobbanken, fortæller, at afdelingen i år har talt op på den løbende jobformidling. - Vi har i år direkte formidlet 125 job, fortæller han. Kun 2,6 procent ledige Metal-afdelingen har her under højkonjunkturen kun 65 medlemmer, der er ledige ud af cirka 2500 a-kassemedlemmer. Det svarer til en ledighedsprocent på kun 2,6. - Vi har altså stadig ledige, samtidig med, at jobbanken kan være til gavn for medlemmer, der gerne vil have et andet arbejde end deres nuværende, siger Tommy Christensen. Produktionschef Toni Larsen, Orskov Yard, siger, at jobbanken er en udmærket ting. - Det er endnu en streng at spille på, siger Tony Larsen. Virksomheden har fået henvendelser på opslaget om de 10 ledige job, men ikke alle henvendelser skyldes den ny jobbank. - Folk henvender sig alle steder fra, men vi søger fortsat 10 rørsmede, for der er jo også, nogen der rejser. Stavnsbåndet er som bekendt ophævet, konstaterer Toni Larsen.