EMNER

Sæt skat ned

Af Anders Samuelsen folketingsmedlem (Liberal Alliance), partileder, Folketinget, Christiansborg, 1240 København K.: ARBEJDSKRAFT: Danske virksomheder kommer til at spejde langt efter veluddannet arbejdskraft i fremtiden. Nye tal fra DI viser nemlig, at der om 20 år kommer til at mangle mindst 30.000 kandidater. Dette kan komme til at gøre rigtig ondt på statens pengepung, når virksomheder pakker kufferten og drager sydpå for at finde dygtige medarbejdere. Der er heldigvis en fornuftig løsning på problemet! Afskaf efterlønnen og sænk skatten til maksimum 40 procent. Så kan virksomhederne få gavn af de mange dygtige efterlønnere, som vi i dag betaler for at forlade arbejdsmarkedet, samtidig med at dygtige udlændinge vil finde det attraktivt at komme til Danmark og yde en indsats. Der bør handles nu og her, hvis vi ikke vil løbe panden mod en mur om 20 år.