Skolevæsen

Sæt skolerne fri

Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat.

Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation gennem omorganisering, og jeg lærte, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering.” Nej, det er ikke et citat af en lærer i den danske folkeskole, men derimod af den romerske embedsmand Gajus Petronius, der døde 65 år efter Kristus. Men sammenligningen med den danske folkeskole ligger lige for. Folkeskoleloven er siden 2001 blevet ændret 30 gange. Og der er flere omorganiseringer på vej, hvis man skal tro de signaler, regeringen sender. Danmark skal være i top 5 i verden i læsning, matematik, naturfag og engelsk. Skolerne skal resultatstyres bl.a. gennem en sammenligning og offentliggørelse af de nationale test. Folkeskolen skal have et markant løft, men samtidig lægges op til nulvækst (besparelser!) til næste år. (I kommunerne taler man allerede om, at elever med særlige behov ”har bedst af at blive i klasserne”)! Det er paradoksalt, at en borgerlig-liberal regerings teoretiske tale om frihed er blevet udmøntet i og fortsat skal udmøntes i stadig flere kontrolforanstaltninger! Og det til trods for, at den giver udtryk for at ville afbureaukratisere en skole, den selv har bureaukratiseret! Vi skal have en skole med stor faglighed. Men faglighed alene gør det ikke. Evner til kreativitet, innovation og til at begå sig socialt er mindst lige så vigtige. Ingen ved deres fulde fem vil være uenige i, at det hele skal understøttes i skolen. Hvis børnene skal være kreative, innovative og kunne ”finde på”, skal skolen indrettes derefter. Men lige nu er vi på vej tilbage til 50’ernes skole, og det er den forkerte vej. Undervisning er mere end uddannelse, det er også dannelse. Og bliver børnenes barndom og skoleliv ikke fattigt, hvis det kun er det snævert faglige - det, der kan måles, der tæller? Folkeskolen skal være rummelig forstået på den måde, at de, der skal rummes, profiterer af at være med i klassen, uden det går ud over de øvrige i klassen. Politikerne skal have fokus på, at børn med særlige behov får det skoletilbud, der er nødvendigt for deres fortsatte faglige og sociale udvikling. Og at alle børn i alle klasser tildeles det af ministeriet fastsatte vejledende timetal, så de kan nå at lære det, de skal. Endelig skal de sikre, at integrationen af tosprogede børn fremmes. Der er et stort, hidtil uudnyttet uddannelsespotentiale hos indvandrere. Det langsigtede svar på bandeopgør og andet uvæsen er ikke fodlænker og fængselsstraffe. Svaret er uddannelse, som giver lyst til og mulighed for at deltage i samfundet. Og som giver anerkendelse og selvværd. Det betyder sikkert flere tolærerordninger, bedre muligheder for et specialklassetilbud og en socialforvaltning, der har resurserne til at støtte op om de børn, der har brug for det. Men den pris er nødvendig at betale. I den sammenhæng har vi ikke råd til at være fattige. Regeringen har store forventninger til børnenes skolegang. Målet er, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse i 2015. En indfrielse af det mål ved blot at foretage en omorganisering af skolen er en illusion. De mange omorganiseringer forårsager blot kaos, ineffektivitet og demoralisering. Reglerne er regnet ned over folkeskolen siden 2001. Der er ikke brug for nye omorganiseringer med heraf følgende nye mængder af kontrol detailstyring og bureaukrati. Sæt skolerne fri til at løse opgaven, sørg for, at der er de rette resurser til at nå målene og sørg for, at lærerne får de rette rammer, herunder den efteruddannelse, der er nødvendig for at varetage jobbet. Der er brug for dygtige, veluddannede og engagerede lærere. Brug lærerne, de er nøglepersoner. Det er deres kompetencer, ekspertise, erfaring, faglighed og stolthed, der bærer skolen.