Sæt spir på kartoflerne

Dyrk tidligt og undgå skimmel

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kartoflerne får en god og hurtig start, hvis de pottes med jord og stilles ved omkring 10 grader. Når vejret er blevet lidt bedre kan knold og rod så plantes ud.

Javist er det koldt udenfor, og vist har der i den forløbne uge ligget sne over det ganske land, men trods kulde og nattefrost er tiden inde til at tænke på sommerens høst af kartofler. Det kan måske ikke betale sig at lægge kartofler, men der er nu mange gode grunde til selv at dyrke kartofler, og jo før de kommer i jorden, jo større er chancen for at få sunde og sygdomsfrie kartofler. Det er dog vigtigt at tilføje, at når man lægger tidlige sorter, er det ofte forbundet med risiko for skimmel, fordi de tidlige sorter ganske enkelt er mere udsatte i sig selv. Derfor sprøjtes de måske også mest af alle kartofler mod skimmel. Man skal jo selvfølgelig ikke beskylde alle kartoffelavlere for at anvende sprøjtemidler, men fakta er, at kartoflen er lidt af et skravl, udsat for rigtig så mange sygdomme, at den hører generelt til den mest sprøjtede grøntsag på markedet. I haven kan man i modsætningen til kartoffelavleren bedre leve med et forringet udbytte, eller med at skulle klippe alle toppene af i utide, fordi planterne pludselig angribes af kartoffelskimmel. Og så smager nyopgravede kartofler bare bedst. Kartoffelavler eller ej, så er min egen erfaring gennem 35 år, at de værste sygdomme undgås, hvis man lægger sine tidlige sorter så tidligt som muligt. De senere sorter kan man vente med til midt i april. Til gengæld kan der først høstes omkring juli, men så rækker de friske kartofler jo også lidt længere. Tidligt betyder ikke, at de lægges i haven, men i vindueskarmen, og det gør man omkring seks uger, før du vil lægge dem i haven. Starten er altså sidst i februar, hvor de kan sættes i æggebakker eller i flamingokasser med spagnum. Det sidste har den fordel, at knoldene også kan slå rødder. Udnyt varmen Man kan godt ganske givet springe forspiringen over, men hvorfor ikke udnytte varmen indendørs og lade planten komme i gang? Forspirede kartofler får ganske vist et lille chok, når de flyttes ud i haven, men de overvinder hurtigt chokket og overhaler på rekordtid kartofler, der ikke er blevet forspiret. Kartofler spirer hurtigst i mørke, og spirene bliver lange, men også ret ubrugelige. Gode spirer får man ved at lægge kartoflerne lyst og ved en temperatur på omkring 10 grader. Det giver korte tykke og kraftige spirer. Den helt ideelle metode er at plante en kartoffel i en tørvepotte med lidt spagnum og lade den slå rod, det giver kartoflen en særlig god start. Mere rationelt er en flamingokasse, hvori der fyldes spagnum, og hvor kartoflerne så sættes i. Frost Frost kan forsinke processen, og er man uheldig, kan kartoflerne svides og sætte tilbage i udvikling, men risikoen er langt mindre, end man tror. Man kan beskytte mod frosten ved at vande, før frosten. Kartoflerne lægges på et areal, hvor man ikke har haft kartofler de sidste mindst tre til fire år. Lader man hånt om dette, er risikoen for dårlige kartofler stor. Jorden skal være veldrænet og løs. Har du en sandet jord, kan du grave en rende og lægge kompost i bunden. Derefter kartoflen og så jord ovenpå. Inden lægning gødes jorden med organisk gødning, der rives ned i det øverste jordlag. Du kan også bruge ca. to liter fuldt omsat kompost pr. kvadratmeter, uanset om det er sand eller tungere jord. Har du staldgødning, er tommelfingerreglen tre kg pr. kvadratmeter, der blandes ned i de øverste 10 cm lag jord. Foretrækker du NPK gødning, skal du vælge en sammensætning med tallene 14-4-17 eller noget, der ligger tæt derpå. Fire - fem kg gødning pr. 100 kvadratmeter er nok. For megen gødning giver de nye kartofler sorte pletter. Nok med 10 cm Tidligere gravede man kartoflerne ned i et spadestiks dybde. I dag ved man, at en læggedybde på ti centimeter er nok forudsat, at man efterfølgende hypper en forhøjning på 20-30 cm. Gentag hypningen med mellemrum, så der stadig er jord omkring planterne. Skylles jorden væk, er resultatet grønne og giftige kartofler. Er du ikke til hypning, læg derfor knoldene lidt dybere. Hypning har også det formål, at skimmel fra toppene ikke så let siver direkte ned i kartoflen. Nogle foretrækker at lægge grønt affald på jorden i stedet for at hyppe og har gode erfaringer med det. Dæk jorden med plast, inden du lægger kartoflerne. Når jorden er otte grader varm, kan de lægges, men lad plasten være på så længe som muligt. Plasten har også en beskyttende virkning mod frost. Meget ofte købes for mange læggekartofler. Mål stykket op, inden du køber og beregn så 2,5 kg pr. ti meter række med en læggeafstand på 30 cm. Mellem rækkerne skal der ideelt set være 75 cm, men de kan placeres tættere, hvis det kniber med pladsen. Læg kun en kartoffel i hvert hul, ellers søger planterne blot at udkonkurrerer hinanden og skaber så mere top end bund. Nye sorter Sortsvalg afhænger meget af ens jord og smag, og næsten hvert år kommer nye sorter på markedet, mens andre udgår. Engang var aspargeskartoflen en af de mest populære sorter, men Asparges kan være vanskelig at dyrke. Sorten Exguisa, minder om Asparges og er for mange blevet afløseren. Den er dog en middeltidlig sort og har en fasthed og gode smag. Æggeblomme var langt tilbage i historien på grund af dens himmelske smag en eftertragtet sort. I mange år har den været væk fra markedet, men dukkede på grund af stor efterspørgsel forrige år igen op. Sorten er fra 1860. Er den vanskeligt at få fat på, kan du hente hjælp hos grossisten Danespo i Give på tlf. 75 73 59 00. Her kan du også købe dem, hvis du snupper 25 kg. Blandt de rigtig tidlige kartofler er der hamlet, Hela, Revelino, Marabel, og Primula. Problemer Hvor der intens dyrkes kartofler, kan nematoder være et problem. Her kan man vælge Revelino som den tidlige sort. Den bliver ganske vist lettere skurvet, men det har mindre betydning, så længe kartoflerne spises helt nye, og det skal de tidlige kartofler. I den forbindelse er også Torva og Hamlet rigtig gode bud. Blandt de middeltidlige er Folva, Jutlandia, Ditta og Asva samt Exqusia resistente mod nematoder. Men der er rigtig mange sorter at vælge imellem, og vær så glad for, du ikke er kartoffelavler. Her står valget mellem 700 forskellige sorter.