Sætter kløerne i krigen

"Let England Shake"

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

P. J. Harvey blander folk og punkelementer ind i sin mørktrockende skildring af krigens uvæsen.

Læg den her i afspilleren på et ordentligt anlæg og følg så godt med i tekstheftet, mens engelske P. J. Harvey, guitar, saxofon og sang, 41 år, retter et musikalsk modangreb mod sit britiske hjemlands stolte - og på det sidste også i Irak og Afghanistan fornyede - tradition for krigsdeltagelse. Det åbner med titelnummeret, "Let England Shake", en pudsig karusselmunter og uheldssvanger melodi, som Harvey's lyse og let vanvittige stemme knækker verslinjerne i på det mest overrumplende. Temaet er krigens uvæsen, de unge mænd, som skal møde døden til fordel for … Ja, hvad? Olien, fædrelandets ære og storpolitikken. På den måde har meget lidt ændret sig i den gamle kolonimagts tradition for at sende sine soldater af sted for at forsvare imperiets interesser. På den måde skriver Harvey sig også ind i den lange britiske tradition for at lave konceptalbums, der tager samfundskritisk fat i samtiden. The Who gjorde det med "Tommy" og ikke mindst den herhjemme lidt oversete "Quadrophenia" og gode gamle tre-akkords hitmagerne The Kinks rettede jo også skytset mod den britiske selvforståelse i albums som "Arthur and The Decline of The British Empire" og "Preservation Act 1 & 2". Kunsten er at få det til at blive kunst, og netop her lader Harvey og hendes trofaste musikalske medkumpaner John Parish, guitar med videre og multiinstrumentalisten Mick Harvey sig ikke tynge ned af socialrealismen, men bruger digte, historiske kendsgerninger og på den musikalske side samplinger til at lade deres følelsesmæssige afdækning af krigens meningsløshed stå lysende og dirrende i sangene. Lyt til "The Glorious Land" med sin samplede angrebstrompet, mens melodien guitarslingrer af sted og fortæller om det ærefulde land, pløjet af tanks og marcherende fødder, og høsten bestående af forældreløse børn. Det kan lyde vældig politisk frelst og firkantet, som det står skrevet ovenfor, men magien består i det musikalske akkompagnement, som på en gang både er enkelt og dirrende storladent. Lyt til den løst guitaropbyggede "On Battleship Hill", hvor der går vemodig sirenesang á la Björk i den. P.J. Harvey har læst grundigt på sit hjemlands blodige historie fra Første Verdenskrigs skyttegravshelvede til vore dage og tolker krigens meningsløshed knivskarpt, skingert, ubønhørligt og uendelig fortabt og vemodigt. Vi er virkelig "In The Dark Places", som et af dette albums mørkrockende numre hedder. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk P.J. Harvey: "Let England Shake" Island/Universal