Safri Duo gav blod på tanden

Dronning Ingrid-hallerne kan blive et nyt sted til koncerter

FARSØ:Økonomien efter koncerten med Safri Duo i Dronning Ingrid-hallerne er endnu ikke helt på plads, men marketingchef Jakob Boye-Møller fra Servicekontoret i Farsø kan løfte en lille flig: - Det ser positivt ud, for der var jo udsolgt til koncerten, og der blev solgt rigtigt mange af vores VIP-billetter, siger Jakob Boye Møller. Det er et samarbejde mellem Servicekontoret og venneforeningen bag Farsø KFUM Håndbold, som fik den populære koncert på plads, og overskuddet skal på en eller anden måde fordeles mellem de to parter. - Men der er ingen tvivl om, at håndboldklubben får et pænt økonomisk tilskud efter koncerten, siger Jakob Boye-Møller. Han er i øvrigt begejstret for den opbakning, der var til koncerten med den kendte danske duo. - Det var utroligt positivt at opleve, at så mange mennesker havde lyst til at bakke op omkring det initiativ, vi tog. Og koncerten har åbenbart givet blod på tanden. - Nu skal vi lige vurdere, hvordan det gik, men der er der ingen tvivl om, at vi satser på at få gjort Dronning Ingrid-hallerne til et alternativ til koncertstederne i både Aalborg og Viborg, siger Jakob Boye-Møller. Og mulighederne er ganske mange. Thit-salen kan således sagtens danne ramme om en række lidt mere intime koncerter med publikum på op mod 170, mens de store haller enten med VIP- arrangementer eller koncerter kan trække flere mennesker.