Sag kan ikke opklares uden voksne ædru vidner

Politiet er træt af at være taxachauffør for berusede unge

SKAGEN:-Det er en af den slags sager, som er meget vanskelig at håndtere. Når vi ikke kan afhøre voksne ædru vidner, er det svært at finde gerningsmændene og dermed at drage nogen til ansvar. Vi har ikke fundet sandheden om, hvad der skete. Vi har kun anden og tredjehånds oplysninger. Det siger Norman Andersen, stationsleder på politistationen i Skagen, om den ballade og det hærværk, der var en søndag nat for næsten to uger siden i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Balladen opstod i forbindelse med, at unge nordmænd på 16-19 år deltog i et fodboldstævne i Skagen. - Vi har taget DNA-prøve af blod, der blev fundet på et toilet, men da vi ikke har begrundet mistanke til bestemte personer, kan vi ikke bruge den prøve på nuværende tidspunkt. Ingen af nordmændene havde sår, oplyser Norman Andersen. Halinspektør Ejner Guldager Nielsen har tidligere antydet at han eller andre kender gerningsmændene og ophavsmændene til balladen. De menes at være skagboer. - Hvis det er tilfældet, bør han henvende sig til os. Vi er meget interesseret i flere oplysninger, siger Norman Andersen. Stationslederen er meget træt af, at politiet skal lege taxachaufførerer for unge norske fodboldspillere. Norman Andersen afviser ikke, at skagboer har været indblandet i noget ballade. - Vi ser den slags episoder - med uro, ballade og slagsmål - næsten hvert år, når der er sportsudøvere udefra på besøg i Skagen, siger Norman Andersen. - Meget ballade kunne undgås, hvis der ikke blev drukket så meget. Man burde sikre sig, at der er voksne ædru personer til stede i hallen døgnet rundt. Vi har ikke ressourcer til at følge de unge og fulde mennesker hjem eller at sørge for ro de steder, hvor idrætsudøverne er indlogeret, slutter Norman Andersen.