Sag klar mod falsk advokat temmelig: Sagen klar til afgørelse, men hverken anklageren eller statsadvokaturen vil udtale sig

Retspleje 7. oktober 2008 06:00

AALBORG: Når der i dag afsiges dom i sagen mod fem mænd, der er tiltalt for dødsvold mod 21-årige William Lennon Davies, Århus, 7. april sidste år, er det endnu ikke afklaret, hvordan sagen mod en falsk bistandsadvokat ender. En mand fra Tranbjerg ved Århus var med de pårørende til den dræbte til de første mange retsmøder. Anført som familiens bistandsadvokat. Manden var blot slet ikke advokat og har aldrig været det. Den graverende fejl blev afsløret i retten, da moren til den dræbte og hendes danske kæreste på tilhørerpladserne læste i det omfattende sagsmateriale, blandt andet de fem tiltaltes straffeattester. Materiale, de havde fået udleveret af den person, der var opført som deres bistandsadvokat. Hvem der har ansvaret for miseren, er endnu ikke fastlagt. Politiet havde sendt materialet videre til den falske advokat, som retten havde oplyst var familiens bistandsadvokat. Statsadvokaturen, der havde bedt retten om at beskikke manden, meldte også hus forbi og mente ikke, det var deres opgave at kontrollere, om manden rent faktisk var advokat. Inden det var afsløret, at manden slet ikke var advokat, havde han i retten fået frataget sin beskikkelse for uretmæssigt at have udleveret sagsmateriale, der faldt uden for de pårørendes rettigheder. Da det blev klart, at der aldrig havde været en legitim beskikkelse, blev politiet sat på sagen. - Jeg kan bekræfte, at vi har efterforsket sagen og indstillet den til Statsadvokaten til en afgørelse, siger chefanklager hos Nordjyllands Politi, Søren Gade. Han ønsker ikke at oplyse, hvad indstillingen er. Afgørelse i løbet af en uge Det vil Statsadvokaturen heller ikke. Derfra bekræftes, at man har fået sagen fra politiet, og at man vurderer, at der vil komme en afgørelse i løbet af en uges tid. Den falske bistandsadvokat har aldrig villet forklare, hvordan tingene hang sammen. Og han har aldrig selv, hverken overfor politiet eller retten i Aalborg påstået, at han var advokat. Kun meddelte han, at han var pårørende til de pårørende til den dræbte. Heller ikke familien til den dræbte William Lennon Davies har villet oplyse, hvordan man kender til manden, der driver et lille konsulentfirma fra sin privatbolig i Tranbjerg, og hvordan det kom i stand, at en mand uden en eneste eksamen i jura gled gennem hele det formelle retssystem og blev beskikket som bistandsadvokat. Efter afsløringen fik familien beskikket Stig Ejler Jensen, Aalborg, som bistandsadvokat.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...