Sag mod staten vokser: Mariagerfjord går med

Fjordkommunen er blevet snydt for 50 millioner kroner de sidste fem år

- Vi kan ikke være andet bekendt over for borgerne. Det er jo deres penge. Jeg ved godt, chancen ikke er så stor, men vi er nødt til at prøve, siger Venstre-borgmester Mogens Jespersen. Arkivfoto: Henrik Bo

- Vi kan ikke være andet bekendt over for borgerne. Det er jo deres penge. Jeg ved godt, chancen ikke er så stor, men vi er nødt til at prøve, siger Venstre-borgmester Mogens Jespersen. Arkivfoto: Henrik Bo

MARIAGERFJORD:Mariagerfjord Kommune går med i sagsanlægget mod staten om forkert udligning.

Det besluttede et enigt økonomiudvalg onsdag aften.

- Vi kan ikke være andet bekendt over for borgerne. Det er jo deres penge. Jeg ved godt, chancen ikke er så stor, men vi er nødt til at prøve, siger Venstre-borgmester Mogens Jespersen.

Kommunen valgte ellers i første omgang at udsætte beslutningen, da man drøftede sagen første gang i august.

De seneste fem år er Mariagerfjord Kommune blevet snydt for små 50 millioner kroner, fortæller borgmester Mogens Jespersen.

- Det bliver kun muligt at gå tre år tilbage i sagen. Så lander vi på omkring 30 millioner kroner.

- Vi har fået et en fast pris fra advokaten. Det kommer til at koste cirka 20.000 kroner per kommune at køre sagen i gang. Og så er vi altså nødt til at gå efter det, siger Mogens Jespersen.

Dermed har halvdelen af de godt 20 borgmestre, der forleden mødtes i København for at drøfte søgsmålet, sagt definitivt ja til at gå videre med et søgsmål mod staten.

De øvrige har meddelt, at de vil søge politisk opbakning til at tilslutte sig. De har fået en frist til 27. september.

De berørte kommuner har i perioden 2015-2018 mistet knap 1,2 milliarder kroner, fordi staten har undladt at opdatere oplysninger om udlændinges uddannelsesniveau, der har betydning for det kommunale udligningssystem.

Penge, der i stedet er havnet i nogle af landets rigeste kommuner, der uretmæssigt har fået tilskud for en social belastning, de ikke har haft, fordi udlændinge i disse kommuner er bedre uddannet end udlændinge er i provinsen.

Eksempelvis har København fået 1,5 milliarder kroner for meget siden 2015, mens Gentofte, Frederiksberg og Lyngby-Taarbæk kommuner tilsammen har fået knap 850 millioner kroner for meget i tilskud.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.