Vold

Sag om klam chikane fortsætter

42-årig familiefar har anket dom for sms-krænkelser og trusler til landsretten, der først har plads i kalenderen til november.

Chikanen, som den 42-prige blev dømt for i Retten i Hjørring, mod den dengang 13-årige pige, blev udført på familiens hus. Foto: Bent Bach

Chikanen, som den 42-prige blev dømt for i Retten i Hjørring, mod den dengang 13-årige pige, blev udført på familiens hus. Foto: Bent Bach

HJØRRING:Det var lettede ofre og vidner, der 11. februar fik sat et punktum i den yderst langstrakte sag om sms-krænkelser , trusler og hærværk.

Nu viser det sig imidlertid at det kun var et foreløbigt punktum for sagen, der startede helt tilbage i 2008 på Muldbjergskolen i Hjørring.

Den 42-årige familiefar, der blev dømt skyldig i samtlige 19 anklagepunkter, og som blev idømt syv måneders fængsel, hvoraf tre måneder er ubetinget, har besluttet at anke sagen til landsretten.

Nægter det meste

- Han har kun erkendt et par af forholdene, og nægter sig ellers skyldig. Derfor har han besluttet at anke til frifindelse, fortæller hans forsvarsadvokat, Johannes Funch.

Tilmed har landsretten først plads i kalenderen 19. november.

Den 42-årige er blandt andet dømt for at have sendt klamme sms-beskeder med seksuelt indhold til en stribe af sin datter klassekammerater, der i 2008 gik i femte klasse. Telefonen havde han stjålet fra en af eleverne.

Graffiti og trusler

Senere udvidede den 42-årige repertoiret med graffiti og løbesedler rundt om i Hjørring. En af pigerne blev svinet til offentligt, ligeledes med seksuelle budskaber, og han blev også dømt for at have kommet med deciderede voldtægtstrusler overfor hende. En del af graffitien blev lavet på familiens hus i Hjørring.

Politiet har benyttet omfattende sporing af mobiltelefoner for at skaffe beviser mod den 42-årige.