Retspleje

Sag om palletyveri på vej i vasken

KØBENHAVN:En håndfuld straffesager om tyveri af paller for millioner af kroner risikerer at vælte for anklagemyndigheden. I den første sag frifandt retten i Taastrup den tiltalte, og onsdag blev den næste sag i Ballerup mod tre mænd sat på pause, fordi deres forsvarerne påstår, at tiltalen er rejst for sent. - Anklageren blev sendt hjem for at redegøre for forløbet. Han skal fortælle, hvorfor der ikke er sket noget i flere år, siger en af forsvarerne, advokat Niels Anker Rasmussen. Oprindeligt mente politiet, at et dusin mænd tilsammen havde stjålet paller for cirka 40 millioner kroner fra et stort antal virksomheder i Jylland, på Fyn og Sjælland. I den aktuelle sag er tre mænd tiltalt for i 2000 at have stjålet paller for 2,6 mio. kroner, men anklagen er først rejst i 2006 - og dermed er den forældet, hævder forsvarerne./ritzau/