Sag om pavillon på ekstramøde

Teknik- og miljøudvalget mødes tirsdag om børnehavepavillon

Ansøgningen om at opføre en pavillon til skovbørnehaven Skovtroldene skal behandles på et ekstraordinært møde i teknik- og miljøudvalget på tirsdag. Børne- og ungdomsudvalget ønsker at opføre en pavillon, som kan bruges af børn og pædagoger i dårligt vejr. Der skal desuden være toiletfaciliteter i pavillonen. Sagen har været længe undervejs, da sagsbehandlingen i teknisk forvaltning er trukket ud. - Det er beklageligt, at der er sket en fejl. Men det undrer mig, hvorfor hverken politikere eller forretningsledelsen har råbt op om sagen, siger formand for teknik-og miljøudvalget Karsten Frederiksen (K) om forsinkelserne. Men nu er fokus på at få sagen behandlet og taget stilling til den ansøgte placering på Skovvej 31. Der er blandt andet kommet en indsigelse fra den nærmeste nabo, som politikerne skal forholde sig til. Formand for børne- og ungdomsudvalget Jens Arne Hedegaard (V) ser ikke andre alternative placeringer i Søheden Plantage, end den der nu er ansøgt om. Derfor vurderer han, at hvis ansøgningen ikke går igennem, vil skovbørnehaven ikke kunne fortsætte i området.