Sagan vinder etapen - Mørkøv er i prikker

Peter Sagan vandt 1. etape af Tour de France. Fabian Cancellara forsvarede sin gule førertrøje på etapen

Peter Sagan kom først over målstregen på 1. etape af Tour de France. Foto: Scanpix

Peter Sagan kom først over målstregen på 1. etape af Tour de France. Foto: Scanpix

Det var et flot syn, da Fabian Cancellara rykkede på den sidste stigning på 1. etape af Tour de France, men schweizeren måtte nøjes med en andenplads.
På den hektiske afslutning, som gik op ad en stigning i målbyen Seraing, var slovakken Peter Sagan stærkest, og han vandt etapen foran en udmattet Cancellara, der havde gjort det meste af arbejdet på den hårde sidste stigning.
Saxo Bank-debutanten Michael Mørkøv kom sikkert i mål og snuppede nærmest sensationelt den prikkede bjergtrøje.
Tour-debutanten sad i et udbrud i fire timer og tre kvarter, og det var dagens helt store overraskelse.
Mørkøv vandt både den første, tredje og fjerde bjergspurt på etapen, og dermed fører Saxo Bank-rytteren bjergkonkurrencen med samlet tre point.
Danskeren, som har tre point i konkurrencen, spurtede frem og tog pointene på toppen af det første bjerg foran franskmanden Nicolas Edet.
I den tredje og fjerde spurt besejrede han Pablo Urtasun Perez, som har et enkelt point.
Michael Mørkøv kørte væk sammen med fem andre ryttere straks fra starten af etapen og oparbejdede hurtigt to minutters forspring.
Mørkøv blev tidligere på etapen overraskende stoppet af et tog. Saxo Bank-rytteren og hans fem kolleger i morgenudbruddet måtte vente ved en jernbaneoverskæring og mistede over et minut af deres forspring til feltet.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.