Sagen kan trække ud i årevis]

KØBENHAVN:Beslutter biskop Lise-Lotte Rebel efter sit møde fredag med sognepræst Thorkild Grosbøll at indstille ham til afskedigelse, vil Kirkeministeriet rejse en såkaldt læresag ved præsteretten. Præsteretten blev oprettet ved lov i 1992 og består af en juridisk dommer og to teologisk sagkyndige. I første omgang vil sagen komme for byretten, men den kan siden ankes til landsretten. Den endelig dom behøver ikke være fyring, men kan også være en advarsel, irettesættelse eller bøde. Læresager har kun været anvendt én gang tidligere, mod præsten Bent Feldbæk Nielsen i Snedsted, som endte med at blive fyret på grund af sin dåbspraksis. Fra sagen blev rejst, til den endelige fyringsdom forelå, gik der fem år. ]/ritzau/]