Sagen mod Stein Bagger underbygges

Står det Bagmandspolitiet, kommer den bedragerisigtede Stein Bagger ikke på fri fod lige med det samme. Når hans foreløbige varetægtsfængsling udløber fredag, vil politiet gå efter, at Bagger fortsat skal være fængslet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stein Bagger trækker nu sin bestyrelsesformand Asger Jensby ind i svindelsagen. Arkivfoto: Scanpix.

En dommer kan maksimalt fængsle en mistænkt i fire uger ad gangen - men politiinspektør Jesper Friedrichsen, Statsadvokaten for særlig Økonomisk Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet, vil ikke sige, hvor lang tid man går efter at holde Bagger indespærret. - Det er op til anklageren og i sidste ende dommeren. Men vi vil begære Stein Bagger fortsat varetægtsfængslet, siger Jesper Friedrichsen til Ritzau. Stein Bagger kom hjem til Danmark den 16. december sidste år - og han har siden siddet fængslet, mens politiet har efterforsket den store sag mod ham. Sigtet i to forhold Foreløbig er Bagger sigtet i to forhold, som han begge mere eller mindre har erkendt. Det drejer sig om bedrageri og dokumentfalsk for særlig grov karakter for op mod en millard kroner i 2007 og 2008 samt et konkret forhold fra oktober 2008, hvor han er sigtet for bedrageri og dokumentfalsk i forbindelse med en leasingkontakt på 51 millioner kroner med SEB Bank. Ifølge Jesper Friedrichsen er der ikke flere sigtelse på vej: - Vi holder fast på de sigtelser, vi har lige nu. Det er dem, vi fokuserer på. Hvordan det endelige anklageskrift kommer til at se ud, kommer anklager Per Justesen til at skrive, siger politiinspektøren. Det danske Bagmandspoliti arbejder sammen med det svenske i forbindelse med sagen. Stein Bagger har haft et par nære svenske forretningsforbindelser - og det er dem plus deres selskaber, som politiet er interesserede i. Samtidig kan Jesper Friedrichsen bekræfte, at der også arbejdes sammen med myndigheder i andre lande: - Vi er lige nu ved at underbygge vores sag. Og dukker der noget op, undersøger vi det selvfølgelig. Og det er klart, at der vil blive samarbejdet med andre udenlandske myndigheder. Der er jo mange selskaber i sagen, som Stein Bagger har lavet forretninger med, siger Jesper Friedrichsen. Håber på dom i 2009 Hos Bagmandspolitiet håber man på, at der falder dom i sagen i løbet af 2009. Men om den tidsplan holder kommer blandt andet an på, om domstolene og advokaterne har tid i deres kalendere - og at Bagmandspolitiet overholder deres egen tidsplan. - Vi arbejder meget målrettede. Og dukker der noget nyt op, så ser vi da også på det, siger politiinspektøren. Stein Bagger sidder lige nu i frivillig isolation, efter han blev overfaldet under en gårdtur i Vestre Fængsel lillejuleaften. Politiet vil ikke bede om isolation i forbindelsen med fredagens grundlovsforhør - men politiinspektøren siger, at Bagger selv kan ønske det fortsat. /ritzau/